Fars Lounge skaber fællesskab for småbørnsfædre

 
 
 
 

Mænd på barsel har brug for et frirum fra dagligdagens trummerum

 
 
 
 
Pressefoto_Far_Lounge.jpg

Foto: Emil Kastrup, Christian Vammen og Christoffer Bø er glade for Fars Lounge.

 
 
 
 

Barsel er en særlig tid - men selv den mest dedikerede far kan have brug for et frirum og et fællesskab med ligesindede. Derfor har Mariagerfjord Kommune skabt Fars Lounge - et gratis mødested for småbørnfædre. Her kan de udveksle erfaringer, stille spørgsmål til sundhedsplejerskerne og nyde samværet, mens børnene leger.

 

Tilbuddet finder sted hver anden mandag kl. 10-12 på Hobro Bibliotek. Kommunens sundhedsplejersker står klar til at svare på spørgsmål og sparre med fædrene, mens bibliotekets personale sørger for kaffe på kanden og legetøj til de små.

 

30-årige Christian Vammen fra Hvilsom er en af dem, der har taget godt imod tilbuddet.

 

- Det er skønt at være på barsel, men det gør en stor forskel at kunne mødes med andre fædre. Og så er det jo et ekstra plus, at min datter Maja får mulighed for at møde andre småbørn. Vi har ikke så mange tilbud lige i nabolaget, så her er Fars Lounge lige sagen for mig og Maja, siger han.

 

Emil Kastrup, der er far til Martha, er helt på linje med Christian.

 

- Fars Lounge er guld værd. Det er dejligt at komme ud og møde andre mænd og deres babyer. Når man har gået meget hjemme, kan man jo godt blive lidt blind for, hvordan tingene skal være, siger Emil, der i arbejdslivet huserer på Aalborg Sygehus som sygeplejerske. 

 

Med ni måneders barsel er han absolut den mest rutinerede far, når det gælder om at gå hjemme og passe godt de kære små. 

 

Denne mandag har Christoffer Bø fra Hobro også lagt vejen forbi Fars Lounge med sin datter Victoria. 

 

- Vi har ikke nogen i vores omgangskreds med små børn, så det er rart at mødes med andre fædre og se, hvordan de griber tingene an. Og så er det godt for de små - børn lærer jo mest af hinanden, siger Christoffer Bø.

 

Selvom det mest er småbørnsfædre, der dukker op til Fars Lounge er tilbuddet om et uforpligtende fællesskab åbent for alle fædre med børn op til fem år. 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Sundhedsplejerske Britt Salomonsen Oppelstrup, tlf. 21317453.
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon