Pressemeddelelse

Pressemeddelelse 24. juni 2021
 
 
 
 
 
 
 
 

Engagerede borgere satte ord på fremtidens fjord

 
 
 
 

Det flød med gode ideer ved borgermødet om Mariager Fjord 

 
 
 
 
Borgermøde-ved-Maritimt-Kulturcenter-i-Hobro.jpg

Foto: Mange konkrete ideer kom i spil, da Mariagerfjord Kommune satte borgerne stævne tre skønne steder ved fjorden.

 
 
 
 

En langsigtet plan, som gør fjorden endnu skønnere for alle, der bor, lever og arbejder i den nordjyske fjordkommune. Det står højt på politikernes ønskeliste. Derfor inviterede de til borgermøde på tre ikoniske steder ved Mariager Fjord; Det Maritime Kulturcenter i Hobro, Bølgen i Hadsund og kulkranen i Mariager.


- Vi vil skabe mere liv på fjorden, men også plads til ro og fordybelse i den enestående natur. Vi vil udvikle Mariager Fjords status som Danmarks smukkeste fjord. En skøn og levende fjord, som appellerer til alle, der vil opleve vores land, når det er allerdejligst, forklarer borgmester Mogens Jespersen, som var med på borgermødet i hjembyen Hadsund.

 

Lokale ideer er guld værd

Ifølge borgmesteren er borgernes ideer, lokale kendskab og ikke mindst deres begejstring og engagement guld værd. 

 

- Jeg er dybt imponeret og taknemmelig over det engagement og de mange konstruktive ideer, som de fremmødte bragte til torvs. Det er et klokkeklart bevis på, at vi politikere gør klogt i at lytte til borgernes ønsker og drømme, når vi lægger planer for fremtiden, udtaler Mogens Jespersen.  

 

En sandstrand ved Sildehagen, et mountainbikespor rundt om fjorden, fjordnære shelter- og teltpladser, husbåde til udlejning, fugletårne, kapsejlads og sejlture for tilflyttere. Det var blot nogle få af de mange konkrete ønsker og ideer, som politikerne kunne tage med hjem. Der var også et udtalt ønske om at bevare naturen og forbedre de sejlendes adgang til de mange smukke naturområder, som findes langs bredden af Mariager Fjord. 

 

Unge skal have en stemme

Det var fortrinsvist det modne publikum, der mødte op for at give deres besyv. Dog sørgede den 17-årige gymnasieelev Sejla Duracic for at trække gennemsnitsalderen gevaldigt ned. Hun havde valgt at bruge en sommeraften i Hadsund, fordi hun synes, at det er vigtigt, at unge har en stemme i debatten. 

 

- Det er vigtigt, at vi unge møder op og giver vores mening tilkende. Vi kan jo ikke forvente andre kan eller vil tale vores sag, siger Sejla Duracic.

 

- Jeg synes helt konkret, at der mangler nogle steder langs fjorden, der henvender sig til unge. Det drejer sig om steder, hvor man kan være sammen med sine venner, nyde naturen og lave nogle sjove og udfordrende aktiviteter, slutter Sejla. 

 

De mange ideer og holdninger til fjorden indgår nu i det videre forløb med at formulere strategien for Mariager Fjord og samle et katalog med forslag til konkrete projekter. I løbet af foråret har en gruppe med repræsentanter fra blandt andet forenings- og erhvervslivet desuden bidraget med et hav af konstruktive forslag til den kommende fælles fjordstrategi. 

 

Det er planen, at politikerne bliver præsenteret for et udkast i august, som kommunen udarbejder med bistand fra de aarhusianske landsskabsarkitekter LYTT Architecture. Herefter følger udmøntningen af strategien, som skal gøre fjorden til et fælles fyrtårn, der skaber stolthed og sammenhold og giver genlyd langt ud over Mariagerfjord Kommunens grænser.

 

Gik man glip af borgermødet kan man stadig bidrage via kommunens hjemmeside og Facebook-profil til og med 27. juni. 

 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Borgmester Mogens Jespersen, tlf. 27 20 12 58
  • Centerchef Flemming Bækby Nielsen, tlf. 23 74 91 68
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon