De kæreste ejendele kræver mere – meget mere. Sådan har mennesket tænkt gennem alle tider, og derfor har den eksklusive æske gennem historien haft en helt særlig plads i hjemmet og i dets beboeres hjerte. Derfor er fremstillingen af æsker en af møbelsnedker Rasmus Fenhanns store passioner, og han anvender helst materialer, som betyder noget for ham personligt.
Nogle Japan Boxes er således fremstillet af træ, han har arvet fra sin farfar, som også var møbelsnedker. Andre er lavet af træ, han har fået fra en gammel snedker og gemt, indtil det helt rette projekt dukkede op. "Når man holder af træ, har det stor betydning, at træ og projekt passer sammen. Nogle gange har man et stykke træ, som er noget særligt, og som man gemmer år efter år indtil pludselig en dag, hvor tingene falder i hak. Hvor alting går op i en højere enhed, siger Rasmus Fenhann.
|