Ældreplejen tæt på at gå i nødberedskab

 
 
 
 

Kommune beder borgerne om hjælp 

 
 
 
 
jan-thorboell-andersen.jpg

Billedtekst: Udvalgsformand Jan Andersen er ærgerlig over, at et nødberedskab truer over jul og nytår. 

 
 
 
 

Også i Mariagerfjord Kommune er ældreplejen på plejecentre, i hjemmeplejen og sygeplejen så presset af personalemangel, at det kan blive nødvendigt at indføre et nødberedskab.


- Det er en alvorlig situation, og det er så ærgerligt, at et nødberedskab nu truer hen over julen og nytåret. Vi er der ikke endnu, og jeg ved, at der arbejdes på højtryk for at undgå situationen, men skulle det komme dertil, så har forvaltningen bemyndigelse til at iværksætte beredskabet, fortæller formand for kommunens sundheds- og omsorgsudvalg Jan Andersen.


Hvis nødberedskabet bliver aktiveret vil det ramme dele af den praktiske hjælp og den såkaldte klippekortordning med særlige ydelser til de ældre, og så er der kun de basale plejeydelser tilbage.


Ifølge Jan Andersen kan et nødberedskabet altså betyde, at der kan opstå aflysninger eller udsættelse af besøg i hjemmeplejen eller i sygeplejen. De absolut mest nødvendige og livsvigtige opgaver prioriteres højest både i hjemmeplejen, sygeplejen og på plejecentrene.


- Det er udviklingen med stigende smitte på grund af den nyeste corona-variant Omikron, som giver os problemer. Vi har flere sygemeldinger, og som så mange andre kommuner har vi desværre også problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med personale. Det kan ramme vores sundhedspersonale og det betyder, at vi nu kan komme til at mangle hænder til at tage sig af vores ældre henover julen og nytåret, siger sundheds- og ældrechefen Michael Tidemand.

 
Diverse vikarbureauer har allerede meldt tilbage, at de ikke som forventet kan sende folk som afløsere i juledagene og til at dække af i ferien.


Ifølge Michael Tidemand er det hans ansvar at vurdere, hvornår det kan være tid til at overgå til et nødberedskab. Det kan være en nødvendig beslutning, men den er bestemt ikke sjov.


- Lige nu gør vi alt for at finde løsninger. Vi ser både på mulighederne for at trække på den samlede personalegruppe på ældreområdet og muligheden for at trække på personale fra andre steder. Jeg kan ikke sige noget om, hvor tæt vi er på at aktivere nødberedskabet, kun at vi arbejder for at undgå det, fortæller Michael Tidemand. 


Hvis det bliver nødvendigt at indføre nødberedskab vil berørte borgere få direkte besked.

 
- Berørte borgere får selvfølgelig direkte besked, hvis vi bliver nødt til at gå i nødberedskab. Vi vil også sørge for at informere via kommunens hjemmeside og facebook, siger sundheds- og ældrechefen.

 
Kommunen beder borgerne om hjælp
Mariagerfjord Kommune er ude med en bøn til borgerne. Kommunen har brug for hjælp lige nu.  


- Vi vil gerne opfordre alle, som har mulighed for at hjælpe os igennem en svær tid til at henvende sig. Det kan være tidligere ansatte, der er gået på efterløn eller pension, eller alle som bare har mod på at arbejde med ældrepleje eller den praktiske hjælp, slutter udvalgsformand Jan Andersen.

 
På den lidt længere bane forsøger Mariagerfjord Kommune fortsat at samarbejde med uddannelser og jobcenter i forhold til at tiltrække flere personaler til kommunen.  

 
 
 
 
Kontaktinformation

Udvalgsformand Jan Andersen, tlf. 61 37 29 80
Sundheds- og ældrechef Michael Tidemand, tlf. 23 33 50 03

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon