Pressemeddelelse

Pressemeddelelse 5. juli 2018
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord er klar til elbiler

 
 
 
 

Skal næste bil være en elbil, så er der nu gode muligheder for at få den ladet op i Mariagerfjord Kommune. Der er nemlig standere til elbiler i fem byer.

 
 
 
 
 
 
 
 

Det er nu muligt at oplade elbilen i Øster Hurup, Arden, Hadsund og Mariager. Standerne er sat op i midtbyerne, så der kan tankes, mens indkøbsturen bliver klaret. I Hobro er der i forvejen ladestandere til elbiler ved gymnasiet, så med de fire nye er der altså elstandere på tværs af kommunen, og det er dermed lettere at være ejer af en elbil og få den opladet.

 

Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over, at kommunen er klar til fremtiden. 

 

- Forventningen er, at der kommer flere og flere elbiler på markedet. Dem er vi klar til nu. Vi skal også være klar, for vi har et mål om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2050, og her er ladestandere til elbiler en del af indsatsen for at nå dertil, konstaterer Mogens Jespersen.

 

- Vi har valgt at placere ladestanderne i byer, hvor der er mange indbyggere og turister på de offentlige pladser, der ligger tæt på indkøbsmuligheder, naturoplevelser, kulturcentre og andre steder, hvor der er behov for at parkere i en længere periode. Så kan elbilen nemlig blive ladet op imens, fortæller borgmesteren.  

 

Ladestanderne kan bruges af alle med elbiler. Det er 22kw standere, der er opsat, og der er to udtag, så to elbiler kan blive ladet op samtidig. 

 

I Arden er ladestanderen placeret på p-pladsen på Skovvej, i Hadsund på p-pladsen ved Brogade, i Mariager på p-pladsen ved Rådhuset på Fjordgade og i Øster Hurup på p-pladsen ved Solbjergvej.

 

Det er Rion Nordjylland, der er støttet af Energistyrelsen, som har gjort det muligt at få elstandere bredt fordelt i Mariagerfjord Kommune. Kommunen har herigennem fået tilskud til at sætte elstandere op, hvor de endnu ikke var opstillet kommercielt.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Mogens Jespersen, 27 20 12 58.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon