Pressemeddelelse
13. oktober 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

TravelCo Nordic rekonstruerer virksomheden

 
 
 
 

Rejseselskabet TravelCo Nordic, der bl.a. tæller Bravo Tours og Sun Tours i Danmark, rekonstruerer selskabet. Det gør de efter, at en mulig investor, nu har trukket sig. Under den anmeldte rekonstruktion vil mulighederne for en ordning med selskabets kreditorer eller eventuelt salg af virksomheden blive undersøgt.

 
 
 
 

Corona-krisen har været hård ved rejsebranchen, også for selskaberne under TravelCo Nordic, der i sidste uge indsendte sit regnskab for 2019 - og det var alt andet end kønt. Nu har selskabets ejer valgt at rekonstruere virksomheden i håb om en lys og bedre fremtid.

 

- Jeg vil gerne starte med at slå fast, at alle gæster, som lige nu holder ferie med os på vores rejsemål, kan nyde ferien og slappe af. Vi har sikret likviditet til, at disse gæster både kan blive på hotellet og ikke mindst rejse hjem som planlagt. Vores gæster har været og er vores absolutte første prioritet, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør for TravelCo Nordic.

 

Rekonstruktionen går ud på at indgå en aftale om den nuværende gæld og vil sandsynligvis ende ud i et nyt ejerskab af virksomheden.

 

- Der er ingen tvivl om, at vi kæmper og slås for at vores rejseselskaber kan bestå. Der er ingenting, vi ønsker mere end det, men pengekassen er tom, og vores ejer må nu finde andre løsninger, siger Peder Hornshøj, der dog understreger, at man som gæst aldrig kan miste sine penge:

 

- Har man fx købt en pakkerejse, man ikke er kommet på grundet aflysning fra vores side fx pga. COVID-19, så kan man ikke miste sine penge. Det samme gælder de, der har ombooket til en ny rejse til senere på året eller næste år. Forhåbentligt kan de rejse i et rekonstrueret selskab, men ellers er man altid sikret af Rejsegarantifonden i Danmark. Man kan ikke miste sine penge, hvis man har købt en pakkerejse hos os, siger han.

 

Selskabet vil ikke tage imod nye bestillinger, før rekonstruktionen er ovre. Selskabets direktør forventer en hurtig afklaring, så han og selskabet igen kan komme i gang med det, de elsker allermest:

 

- Vi lever og ånder for at sende glade gæster på ferie, og derfor arbejder vi også på højtryk for at finde den bedste løsning, så det igen bliver muligt at bestille sin rejse hos os, siger Peder Hornshøj, som håber selskabet er klar til dette indenfor en uges tid.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Hornshøj, adm. direktør i TravelCo Nordic, mobil: 40 26 42 00.

 
 
 
 
Bravo Tours