Ny brandbil i Faaborg

 
 
 
 

Beredskab Fyn har indsat en ny drejestige på brandstationen i Faaborg og råder dermed over endnu et moderne højderedningskøretøj til både brand- og redningsindsatser.

 
 
 
 
Drejestige Faaborg.jpg
 
 
 
 

En drejestige er et avanceret og alsidigt køretøj, der anvendes til personredning, evakuering, brandslukning, belysningsopgaver og meget mere.

 

Den nye drejestige er kendetegnet ved fire udskydelige stigeløb, der giver en samlet længde på 30 meter og gør det muligt at foretage personredning i 7. sals højde. Køretøjet er desuden forsynet med en mandskabskurv for enden af stigen, så brandmændene har en sikker arbejdsplatform, når de skal løse forskellige opgaver i højden.

 

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager udtaler:

 

- Det glæder mig meget, at beredskabet styrkes med det nye køretøj, og at vores lokale brandmænd får tidssvarende udstyr til løsning af deres vigtige opgaver.

 

Formand for Beredskabskommissionen og borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen supplerer:

 

- Beredskab Fyn er et fælleskommunalt beredskab og har til formål at redde liv og skabe tryghed med et robust beredskab. Den nye drejestige understøtter visionen for vores beredskab og kommer borgerne på hele Fyn til gavn.

 

Driften af brandstationen i Faaborg varetages af Falck på vegne af Beredskab Fyn.

 

Max Andersen, branddirektør i Falck udtaler:

 

- Vi er utroligt glade for, at vi sammen med Beredskab Fyn styrker det samlede beredskab med indkøbet af endnu en drejestige til afløsning for den eksisterende liftvogn. For vores mandskab betyder det forbedret arbejdsmiljø og øget sikkerhed.

 

Drejestigen er sat i drift medio december 2021.

 

 

Vedhæftede filer

Drejestige Faaborg.jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation

Beredskabsdirektør Søren Ipsen, Beredskab Fyn 21253438 / si@beredskabfyn.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Odense Kommune - Flakhaven 2 - 5000 Odense C - Telefon: 66 13 13 72