Verdenskunst i Vejle: Hokusais store bølge tiltrækker rekordmange besøgende til nyåbnet udstilling

 
 
 
 

En fantastisk åbningsweekend på Vejle Kunstmuseum er overstået med overvældende besøgstal. Danmarks hidtil største særudstilling med den ikoniske japanske kunstner Katsushika Hokusai er åbnet.

 
 
 
 
Hokusai, Vejle Kunstmuseum, Foto Jonas Normann (5).jpg

Hokusais verdensberømte træsnit Den store bølge ud for Kanagawa er lige nu udstillet på Vejle Kunstmuseum. Værket er lånt hos Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg. Foto: Jonas Normann for Vejle Kunstmuseum.

 
 
 
 

Det hører til sjældenhederne - selv i Japan - at så mange værker af Japans største kunstner gennem verdenshistorien, Katsushika Hokusai, er udstillet sammen. Det understregede Japans ambassadør i Danmark, Mikio Mori, i sin tale til åbningen af Vejle Kunstmuseums nye udstilling 'Hokusai - Bølgen og bjerget' torsdag d. 8. oktober 2026.

 

Museumschef Flemming Hedegaard udtaler:
"Med 'Hokusai - Bølgen og bjerget' viser vi, at Vejle Kunstmuseum er et kunstmuseum med internationalt format. Vi kan bringe verdenskunst til Vejle - og publikum har taget fantastisk imod det!"

 

I åbningsweekenden var mere end 1.000 gæster på besøg i udstillingen, og den første uge tegner til at få lige så mange gæster som museet normalt har på en måned.

 

Vejle Kunstmuseum har indlånt mere end ethundrede værker af Katsushika Hokusai, fra museer i Holland, Italien, Tyskland og Danmark, og præsenterer dem i en unik sanselig, scenografisk udstilling, skabt af kurator Trine Grøne og arkitekt Kamilla Lang Betak.

 

Berømt bølge i sanselig scenografi
Hokusais meste berømte serie, 36 udsigter til bjerget Fuji, omkranser en mere end fire meter høj dybblå Fujizuka - en kopi af Mount Fuji. Inde i bjerget kan museets gæster opleve en række korte animerede film om Hokusais liv, lavet af The Animation Workshop i Viborg. Andetsteds i udstillingen kan gæsterne lave digtale ukiyo-e trætryk, siddende på tatami-måtterne i det stemningsfulde trykværksted inspireret af Edo-periodens Japan, eller bladre igennem Hokusais tredelte bogværk '100 udsigter til bjerget Fuji'.

 

Hokusai er især kendt for Den store bølge ud for Kanagawa - et af verdens mest genkendelige kunstværker. På udstillingen kan man i en periode opleve hele to forskellige versioner af den berømte bølge.

 

Takket være to museers generøse samarbejde, kan Vejle Kunstmuseum vise to forskellige tryk af Hokusais berømte bølge. De skrøbelige værker tåler ikke at være udstillet i hele perioden, og udstilles derfor på skift, med et overlap i november og december måned. 

 

Fra 8. oktober til 31. december 2026 vises et nyere optryk fra ca. 1905, lånt hos Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg, og fra 6. november 2026 til udstillingen lukker 7. marts 2027, kan gæsterne opleve et ældre tryk fra 1832-1833, lånt hos Museo d'Arte Orientale i Genova.

 

Allerede på Hokusais tid blev hans ukiyo-e træsnit trykt i mange eksemplarer. Nogle blev trykt fra de originale træblokke, mens andre er senere optryk. For Hokusai var kopien ikke nødvendigvis en modsætning til originalen. Træsnittene var skabt til at blive mangfoldiggjort, så kunsten kunne nå ud til mange. Og måske er det netop en del af forklaringen på, at Hokusais billeder stadig lever i bedste velgående i dag.

 

I dialog med i dag

I udstillingen møder den japanske mesterkunstner to nulevende kunstnere: japanske Tabaimo og danske Ida Kvetny. 

 

Hokusais kunst har inspireret kunstnere langt ud over Japans grænser - fra impressionisterne i 1800-tallet til kunstnere i dag. På Vejle Kunstmuseum fortsætter samtalen med den internationalt anerkendte japanske samtidskunstner Tabaimo (f. 1975). 

 

Tabaimo arbejder med video og animation, men hendes kunst udspringer af en håndtegnet og analog tilgang. Hun henter inspiration fra den japanske ukiyo-e-tradition, som Hokusai var en del af, og bruger blandt andet de gamle træsnits farver, kompositioner og visuelle formsprog til at fortælle historier om det moderne Japan. 

 

I videoinstallationen 'public conVENience' (2006) befinder vi os på et offentligt kvindetoilet - et sted, der på én gang er anonymt, offentligt og intimt. Bag de lukkede toiletdøre udspiller surrealistiske og overraskende scener sig. En skildpadde skylles ud, en natsværmer flyver omkring, og et kamera antyder overvågning. 

 

Tabaimo undersøger grænsen mellem det private og det offentlige og skaber et univers, der både kan fascinere, forstyrre og få os til at se vores egen hverdag på en ny måde. 

 

Også den danske kunstner Ida Kvetny (f. 1980) går i dialog med Hokusai. I værket 'Mutated Barrel' giver hun den ikoniske bølge et helt nyt liv. 

 

Hos Hokusai ser vi bølgen udefra - enorm og dramatisk, med små fiskerbåde i dens skygge. Hos Kvetny befinder vi os nærmest inde i bølgen. Her møder vi et surrealistisk digitalt landskab med figurer, lys og bevægelse, mens Fuji-bjerget stadig står som et genkendeligt motiv. Værket kan opleves som en digital mutation af Hokusais bølge. Lyset ændrer sig i realtid, og digitale figurer bevæger sig inde i bølgen. Gennem augmented reality kan publikum selv tage værket med ud i virkeligheden, og opleve det på nye måder. 

 

Kurator Trine Grøne fortæller:

"Med Tabaimo og Ida Kvetny bliver Hokusais kunst ikke bare gentaget - den bliver fortolket, forandret og ført ind i en ny tid. Det er måske netop kunstens særlige evne: Et billede kan kopieres tusindvis af gange og alligevel blive ved med at få nye betydninger."

 

Udødelig kunst og gratis adgang

Hokusai ønskede selv at blive ved med at udvikle sig som kunstner og håbede på at kunne skabe kunst langt ind i alderdommen. I dag, mere end 175 år efter hans død, lever hans billeder stadig - på museer, i populærkulturen og hos nye generationer af kunstnere. 

 

På Vejle Kunstmuseum kan man opleve, hvordan en japansk kunstners gamle træsnit fortsat sætter bølger i gang. Udstillingen vises lige nu på Vejle Kunstmuseum og kan ses frem til 7. marts 2027. Der er altid gratis adgang på museet.

 

Hokusai - Bølgen og bjerget er støttet af Statens Kunstfond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Louis-Hansen Fonden, 

Beckett Fonden, Nordjyllandsfonden, Edith og Godtfred Kirk Christiansens Fond, Ole Kirk's Fond, Toyota Fonden og 15. Juni Fonden.

 
 
 
 
 
 

Vejle Kunstmuseum har indlånt kunstværker fra:

Wereldmuseum, Holland

Museo d'Arte Orientale E. Chiossone, Italien

Museum für Kunst und Gewerbe, Tyskland

Designmuseum Danmark

Statens Museum for Kunst

Privat samler

 
 
 

Praktisk information

HOKUSAI - Bølgen og bjerget

Særudstilling på Vejle Kunstmuseum

09.10.26 - 07.03.27

Mere info: www.vejlekunstmuseum.dk/hokusai

GRATIS ADGANG

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Trine Grøne

Museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum

trigr@vejle.dk / 4016 7053

 

Flemming Hedegaard

Museumschef, Vejle Kunstmuseum

flhla@vejle.dk / 5150 9215

 
 
 

Foto

Klik for at hente billedet i høj opløsning.

Alle fotos krediteres: 'Jonas Normann for Vejle Kunstmuseum'

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hokusai logostribe.png

Tak til de mange fonde, der har støttet udstillingen.

 
 
 
 
 
 

Vejlemuseerne - Spinderigade 11E - 7100 Vejle - Tlf. 76 81 31 00 - Mail: museerne@vejle.dk