Pressemeddelelse

Pressemeddelelse 17. oktober 2018
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune spiller dansk

 
 
 
 

I uge 44 bliver der massevis af musikalske oplevelser, når Mariagerfjord Kommune atter er med i Spil Dansk Ugen.

 
 
 
 

Det lokale band Season Changes får besøg af en mentor.

 
 
 
 

Det glæder Jane Grøn, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

 

- Som Spil Dansk Kommune kan vi kan tilbyde vores borgere nogle unikke oplevelser med dansk musik. I år har vi for eksempel en eksklusiv koncert med Bryan Rice, en professionel anmeldelse af et band og et besøg af en mentor til et lokalt musiktalent indenfor rytmisk sangskrivning og produktion, fortæller Jane Grøn.

 

For de mindste dagpleje- og børnehavebørn er der musikbesøg med Mariagerfjord Kulturskole, som byder på sang, leg og bevægelse. De lidt større skolebørn har tilmeldt sig nogle forløb, som Spil Dansk har udviklet. Det gælder for eksempel 5. klasserne på Arden Skole, der skal på lydskattejagt, hvor de skal skabe, opdage og optage lyde.

 

Desuden optræder Børnehuset Jernbanegade og Bies Rytmekor med sang og sanglege på Store Torv i Hobro, Hjerteforeningen og LOF inviterer til et syng-sammen-arrangement på Mariagerfjord Gymnasium og Hadsund Koret synger i Hadsund Kirke.

 

Fredag den 2. november kl. 10 synger Mariagerfjord Bibliotekerne dagen godt i gang i Hadsund, Hobro og Mariager og alle er velkomne til at synge med. I Arden er der et stort lokalt samarbejde , hvor skole, dagtilbud, kulturhus og flere andre er med til at sætte gang i byen.

 

Særligt fokus på de unge
- I år har vi et helt særligt fokus på vores unge, som vi desværre tit glemmer, når vi laver kulturtilbud til borgerne. De unge er vigtige, men de er svære at ramme og tiltrække. Det håber jeg, at vi i år råder godt bod på med nogle forløb som appellerer til de unge, siger udvalgsformand Jane Grøn.

 

Der er adskillige tilbud, som er direkte møntet på de unge. Mariagerfjord Gymnasium får besøg af to "rap coaches" fra organisationen Rapolitics, som sammen med eleverne skal arbejde med demokratisk deltagelse og medborgerskab gennem kunst og hiphopkultur. I Ishuset i Hobro arrangerer musikforeningen Ishuset LIVE en koncert med Ane Monsrud fredag d. 2. november. Bryan Rice besøger Hobro Ungdomsklub, hvor der er lagt op til en koncert i caféens hjemlige sfære, for klubbens medlemmer.

 

Lokalt band får professionel sparring
Det lokale band Season Changes får besøg af guitaristen Simon Ask fra bandet Katinka. Det er noget som Thorbjørn Krogh fra Season Change ser frem til:

 

- Vi synes, det er et sindssygt fedt. Det er noget ekstra som vi ellers ikke ville have haft mulighed for at prøve. Han kan helt sikkert komme med gode råd, vejlede os og give os noget konstruktiv kritik, som vi giver os et skub i den rigtige retning, siger Thorbjørn Krogh.

Season Changes er fire drenge i alderen 17-18, og de har alle soloprojekter eller andre bands ved siden af.

 

Udover tilbuddene fra Spil Dansk har alle mulighed for at synge med på 18 udvalgte sange. På www.spildansk.dk er der gratis adgang til de 18 sange med indspilninger, sangtekster og læringsmateriale. Og der kan streames, mens der bliver sunget fællessang.

 

Man kan læse mere om programmet for Spil Dansk Ugen på www.mariagerfjord.dk/spildansk

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Yderligere oplysninger

·         Udvalgsformand Jane Grøn, tlf. 24 47 97 65

·         Kultur- og fritidskonsulent Annika Johansen, 21 74 91 67

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon