Landdistriktsrådets puljer er nu åbne

 
 
 
 

Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune har i hele april måned åbent for ansøgninger til de to puljer de forvalter: Projektpuljen og Forsamlingshuspuljen.

 
 
 
 
20220612_101550.jpg

Nu kan der igen søges midler til projekter i landdistrikterne. På billedet ses Mosely, som ligger mellem Hem og Mariager.

 
 
 
 

Nu kan man igen søge midler til at gennemføre projekter der fremmer fællesskaberne, rammerne eller tiltag for kommunens 35 lokalområder. Der er tale om to puljer: Landdistriktsrådets Projektpulje og Forsamlingshuspuljen. 

 

Landdistriktsrådets Projektpulje

Denne pulje har til formål at hjælpe lokalområderne i kommunen med projekter, der fremmer fællesskaberne. Helt konkret gives der tilskud til denne type projekter:

  • Anlægsprojekter
  • Rekvisitter/inventar
  • Arrangement(er)
  • Informationsopgaver
  • Øvrige typer (kurser, udveksling med landsbyer i nabokommuner m.v.)

Så om det er en bålhytte, legeplads, anlæg af stier, badebro, legeredskaber, kanoer eller lignende jeres lokalområder går og drømmer om, så er denne pulje for jer. Vigtigst er, at projektet kommer så mange som muligt til gode i jeres lokalområde. Der kan søges om op til 25.000 kr. pr. projekt og puljen er på ca. 200.000 kr., så der er mulighed for at hjælpe mange lokalsamfund videre med deres gode ideer.

 

Forsamlingshuspuljen 2023

Landdistriktsrådet har de sidste år ikke udbudt denne pulje, men midlerne er i stedet blevet fordelt solidarisk mellem kommunens forsamlingshuse. Først pga. Corona - og sidst de forhøjede energipriser. "Der var fokus på at hjælpe vores forsamlingshuse med at overleve, så de, når vi kom på den anden side, stadig var der til at danne rammerne for fællesskaberne i vores lokalområder" udtaler Formanden for Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune, Kim Knudsen.

 

Forsamlingshuspuljen er på ca. 190.000 kr., og der kan søges op til 50.000 kr.. Puljen kan hjælpe med alt fra energiprojekter og renovering til inventar og aktiviteter.

 

"Vi er glade for at kunne tilbyde disse to puljer til gavn for vores landdistrikter. Det er vigtigt for os at støtte op om initiativer og ildsjæle, der bidrager til at skabe liv og udvikling i vores lokalområder", Fortsætter Kim Knudsen.

 

Ansøgningsfristen for begge puljer er d. 1. maj kl. 12.00. Ansøgninger skal sendes elektronisk via kommunens hjemmeside. Læs mere under "Puljer og Tilskud" på Mariagerfjord.org, hvor der også kan findes yderligere information om puljerne og kriterierne for tildeling af støtte.

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kim Knudsen

Formand for Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune

kim_knudsen@post.tele.dk / Tlf.nr.: 20132272

 

Jonathan Marc Linnemann

Landdistriktskonsulent

Kultur og Fritid, Mariagerfjord Kommune

jonli@mariagerfjord.dk / Tlf.nr.: 24664174

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon