Pressemeddelelse
28. maj 2020
 
 
 
Roskilde Skyline
 
 
 

Enighed om forældrebetaling under genåbning

 
 
 
 

Roskilde Byråd har besluttet en model for forældrebetalingen for maj måned, hvor børnenes start i SFO og klub blev udsat en måned.

 
 
 
 
 
 

Da det blev besluttet at udsætte børnenes overgang fra dagtilbud til SFO og fra SFO til klub, blev forældrene opkrævet for det tilbud, deres barn skulle være startet i 1. maj, fordi kørslen i betalingssystemet var sket. Byrådet har besluttet, at det er denne model, der skal gælde, og derfor bliver der for forældrene til disse børn ikke nogen efterregulering. Alternativet ville have været at opkræve ekstra betaling for, at børnene er fortsat en måned længere i børnehave og SFO, men det er en model, som ingen i byrådet har ønsket.

 

- Vi har valgt en model, som for forældrene betyder, at de reelt betaler en lavere takst for, at deres barn er fortsat i børnehave og SFO en måned ekstra. Det er jeg glad for, at der er bred politisk enighed om, fordi det er det, forældrene har haft en forventning om, og på den måde undgår vi samtidig et stort bureaukrati med at ændre forældrebetalingen, siger formand for Skole- og Børneudvalget Jette Henning. 

 

Beslutningen vedrører 780 børn, der skifter fra børnehave til SFO, og 980 børn, der skifter fra SFO til klub den 1. juni.

 

Byrådet besluttede også, at forældre ikke skal betale for indmeldte børn, som ikke i forvejen benytter en af kommunens pasningsordninger og ikke har kunnet starte i det aftalte tilbud på grund af udsættelsen. Der bliver samtidig en efterregulering for forældre, der har betalt for børn, der var indmeldt i klub pr. 15. april, men ikke kunne begynde før den 22. april som følge af genåbningsplanen. De skal have penge tilbage for denne periode. Forvaltningen vil nu foretage den nødvendige efterregulering af den del af forældrebetalingen.

 

Merudgifter forbundet med genåbning af dagtilbud og SFO mv., herunder reduktion i forældrebetalingen, vil indgå i en samlet forhandling mellem regeringen, KL og Danske Regioner om coronarelaterede udgifter.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Skole- og Børneudvalget Jette Henning, telefon 28 14 78 28

Direktør for Skole og Børn Ane Kristine Christensen, telefon 28 90 42 80

 
 
 
 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon