Pressemeddelelse
4. september 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Tønder Bibliotek modtager kvart million til børneteaterfestival

 
 
 
 

Tønder Bibliotek har, sammen med det tyske bibliotek i Tønder og biblioteket i Niebüll, fået kulturpuljemidler for 260.000 kr til at lave børneteaterfestival, på begge sider af grænsen. Festivalen spiller i maj 2018 i Tønder, Højer, Niebüll og Flensborg.

 
 
 
 

Ronald Steiner (Stadtbücherei Niebüll), Jessica Witt (Deutsche Bücherei i Tønder), Gertrud Exner (TeaterBlik) og Lau Grønager (Tønder Kommunes Biblioteker) (Foto: Lars Laursen)

 
 
 
 

"Vi fik ideen sidste år, hvor vi talte om at give de yngste borgere et teatertilbud. Både Danmark og Tyskland har en lang tradition for børneteater af høj kvalitet og vi vil gerne tilbyde teateroplevelser til de 0-4 årige, en aldersgruppe som ikke så ofte kommer i teatret. At det nu er lykkedes at rejse penge til projektet fra Kulturregion Vadehavet og Kurskultur EU-midler er helt fantastisk" fortæller kulturkoordinator Lau Grønager, fra Tønder bibliotek. 

 

Uden ord
Festivalen indeholder ca 20 børneteaterforestillinger som spilles i Tønder, Niebüll, Højer og Flensborg. Forestillingerne er gratis for publikum, som er børn 0-4 år. Alle forestillinger er ordløse - det er billeder, musik og bevægelser, der kommunikerer.


"Jeg oplevede ordløst teater for de yngste børn på den årlige børneteaterfestival og tænkte at det var oplagt for et dansk/tysk projekt - for så er sproget underordnet. Heldigvis var vores projektpartnere i Niebüll og på det tyske bibliotek i Tønder med på ideen" siger Lau Grønager. 

 

Gertrud Exner fra TeaterBlik har fået opgaven med at finde de rigtige forestillinger. TeaterBlik har lavet børneteater i mange år og modtog i 2015 Reumertprisen for årets børneforestilling.

 
Dansk/tysk kultursamarbejde
Det bliver teatre fra Danmark og Tyskland som spiller forestillinger på begge sider af grænsen. I festivaldagene bor de medvirkende på Kulturcenter Kiers Gaard i Højer. Her laves netværksarrangementer for teatrene, så der måske kan opstå nye samarbejder. 

 

"Det er spændende at bruge vores placering i grænselandet til at lave samarbejder på tværs af grænsen. Kunst og kultur binder sammen og vi ser frem til samarbejdet med biblioteket i Niebüll og Flensborg - samt med det tyske bibliotek i Tønder, som vi allerede samarbejder med, blandt andet om Sommerbiblioteket på Rømø" fortæller Lotte Leth-Sørensen, leder af Tønder Kommunes Biblioteker. 

 

Uden ord - ohne Worter børneteaterfestivalen laves i samarbejde mellem Tønder Bibliotek, Stadtbücherei Niebüll og Deutsche Bücherei, Tønder. Hovedkontor og koordination er Tønder Bibliotek, Lau Grønager. 

 

Fakta
Festivalens navn er: Uden ord - ohne Worter
Festivalen spiller i maj 2018 i Tønder, Højer, Niebüll og Flensborg
Kunstnerisk konsulent er Gertrud Exner fra TeaterBlik
Bevillinger fra 
KULTURREGION VADEHAVET: 140.000 kr 
KURSKULTUR (Interreg EU midler): 120.000 kr 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Kontaktperson er: Lau Grønager: 24 45 49 11, lg1@toender.dk

 

Vedhæftede filer

uden ord 1.jpeg
uden ord 2.jpeg
uden ord 3.jpeg
 
 
 
 

Tønder Bibliotek

Børn & Skole - Kultur & Fritid - Richtsensgade 10 - 6270 Tønder