Viborg Kommune ejer ejendommen Vinkelvej 20 i Viborg, hvor Mercantec tidligere holdt til. I forbindelse med forberedelserne til salg af ejendommen har kommunen holdt en offentlig fordebat om ændret planlægning og muligheder for at bygge på grunden. Viborg Byråd ønskede bl.a. at give en kommende køber af grunden mulighed for at bygge op til 30.000 kvadratmeter. Dialog med kirkenEjendommen ligger ved siden af Asmild Kirke, og der har i fordebatten derfor været en dialog mellem Viborg Kommune og de kirkelige myndigheder om byrådets oplæg og om forskellige, alternative rammer for et nyt byggeri. De kirkelige myndigheder har i den forbindelse tilkendegivet, at de ikke kan acceptere et byggeri op til 30.000 kvadratmeter og højere end 3 etager. Dette indebærer væsentligt reducerede byggemuligheder, uanset hvordan et byggeri udformes. Alternative mulighederViborg Kommunes økonomi- og erhvervsudvalg har på et møde onsdag den 26. august drøftet tilkendegivelsen fra de kirkelige myndigheder og sætter nu planlægningen i bero. Borgmester Ulrik Wilbek siger uddybende: - De kirkelige myndigheder vil kunne nedlægge veto mod vedtagelse af både kommuneplanen og den efterfølgende lokalplan, der skal gøre et nyt byggeri muligt. Viborg Kommune ønsker naturligvis ikke at gennemføre en planlægningsproces, når vi på forhånd ved, at det ikke fører til en ny plan for området. Samtidig giver det heller ikke mening, at mulige investorer bruger tid og ressourcer på at planlægge et nyt byggeri, der ikke kan blive til virkelighed.
Kommunen vil nu bruge noget tid på at vurdere alternative muligheder for at udnytte ejendommens helt særlige beliggenhed bedst muligt. Først herefter bliver en ny proces for planlægning og salg sat i gang. |