Pressemeddelelse
7. september 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kæmpe interesse for ny Albert Bertelsen-udstilling: Udsolgt til åbningsdagen

 
 
 
 

Op til weekenden åbnede Vejle Kunstmuseum for tilmelding til åbningsdagen, der fejrer den længeventede særudstilling 'Alberts tredje øje'. Mandag formiddag forsvandt de sidste par billetter. 

 
 
 
 

Tryg åbningsdag, med god afstand. I stedet for at holde et stort samlende åbningsarrangement med mange hundrede gæster, som man plejer at gøre, har Vejle Kunstmuseum denne gang give folk mulighed for gratis at tilmelde til at se udstillingen på et bestemt tidspunkt i løbet af åbningsdagen. Alle billetter blev revet væk på få dage. Illustration: Kanonfotografen af Albert Bertelsen 2017, privateje.

 
 
 
 

Lørdag d. 26. september åbner 'Alberts tredje øje' på Vejle Kunstmuseum. Men hvis du ikke allerede har booket billet, må du vente til om søndagen med at opleve den nye særudstilling om Vejles største maler. Alle billetter til åbningsdagen blev revet væk på få dage.

 

For at sikre god afstand og trygge rammer har museet valgt at gøre tilmelding til åbningsdagen obligatorisk.

 

"Vi mener, denne udstilling er for vigtig til at nøjes med digital åbning, som det er set på mange museer under Covid-19. I stedet for at holde et stort samlende arrangement med mange hundrede gæster, som vi plejer at gøre, har der denne gang været gratis tilmelding til begrænsede tidsrum i løbet af dagen. På den måde sikrer vi, at vores gæster trygt kan komme og fejre Albert Bertelsen. Og så er alle selvfølgelig velkomne til at komme igen i længere tid en anden dag", understreger museumschef Flemming Hedegaard.

 

Fra søndag d. 27. september er tilmelding ikke længere nødvendig, men museet gør opmærksom på, at der i perioder med mange gæster kan opstå ventetid for at sikre god afstand i særudstillingen.  

 

Til minde om Vejles største maler

I december 2019 døde Vejles og Danmarks ældste, aktive kunstner Albert Bertelsen. Han var respekteret og populær som kunstner i Danmark og særligt afholdt på Vejleegnen. Vejles Albert blev født i 1921 og voksede op, boede og virkede i Vejle hele sit liv.  

 

Vejle Kunstmuseum har siden 2019 arbejdet intenst med at forberede en stor særudstilling til minde om Albert Bertelsen. Og nu nærmer åbningen sig. 

 

Det er ikke uden god grund, at Vejle Kunstmuseum nu fylder den store Utzon-sal med et væld af værker fra kunstnerens lange karriere. Museumschef Flemming Hedegaard forklarer:

"Albert Bertelsens betydning for lokalsamfundet var enorm, og han satte sit kunstneriske aftryk for flere generationer i byen og på egnen. Her i Vejle er man på fornavn med Albert, fordi hans engagement strakte sig ud i alle kroge af det lokale liv".

 

Poesi og portrætter

Udstillingens titel er inspireret af et digt til Albert Bertelsen, Det tredje øje, af Niels Th. Mortensen.

 

Her hylder digteren Alberts særlige evne til at se noget andet, end de fleste af os ser. Albert så under overfladen på mennesker og ting. Han formåede at fremstille det særlige i sine ofte humoristiske portrætter af mennesker. Her fangede Albert både det underspillede og det særlige i lidt skæve personligheder, han mødte i sit liv.

 

Alberts portrætter er unikke, fordi de ikke er klassiske portrætter, men kan være summen af flere forskellige personer, baseret på kunstnerens egne erindringer. Skønheden i det nære, en sten eller en rusten lås, kunne Albert visualisere som få i sine nærstudier. Han evnede gennem malingens tekstur og farver at forvandle det almindelige og jævne til noget ganske unikt. 

 

Ubetinget imødekommenhed

Udstillingen ønsker at vise det bedste fra Albert Bertelsens lange karriere gennem kunstmuseets egne værker og med indlån fra private samlere.

 

"Vi glæder os meget til at vise mange af Albert Bertelsens bedste værker. Vi er meget taknemmelige for den ubetingede imødekommenhed, vi har mødt fra private samlere. Det demonstrerer både Alberts unikke betydning lokalt, men også de private ejeres personlige glæde ved Alberts kunst", fortæller inspektør på Vejle Kunstmuseum Trine Grøne, og fortsætter:

"Det har været en fantastisk oplevelse at tale med samlerne og høre deres fortællinger om Albert. Det har desuden givet mulighed for at komme tættere på Alberts arbejdsproces, hvilket vi på forskellig vis også vil demonstrere i udstillingen". 

 

Særudstillingen er bygget op i temaer, der går på tværs af Albert Bertelsens motivverden. Vejle Kunstmuseum ønsker at demonstrere, at hvad enten Albert Bertelsen skabte et portræt, et landskabsmaleri eller et nærstudie af en hverdagsgenstand - havde han netop "et tredje øje", som han så verden igennem, og som kendetegnede hans unikke, kunstneriske formåen. 

 

Udstillingen vises frem til 7. marts 2021. I udstillingsperioden er der omvisninger og arrangementer, som man løbende kan tilmelde sig. Billetsalget til omvisninger i september og oktober måned er startet, og enkelte datoer nærmer sig allerede så småt udsolgt.  

 
 
 

Fakta: Hvornår kan du se udstillingen?

 

Åbningsdag og snigpremiere

Der er komplet udsolgt til både snigpremieren om aftenen fredag d. 25/9 og hele åbningsdagen lørdag d. 26/9. Det er ikke muligt at se udstillingen på åbningsdagen, medmindre du har bestilt plads.

 

Søndag d. 27/9 og fremefter

Fra søndag d. 27/9 er tilmelding ikke længere nødvendig, men museet gør opmærksom på, at der i perioder med mange gæster kan opstå ventetid for at sikre god afstand i særudstillingen. Skulle denne situation opstå, kan man vælge at se Vejle Kunstmuseums spændende permanente udstillinger først eller drikke en kop kaffe i museets café, mens man venter.

 

Omvisninger

Oplev Albert Bertelsen-udstillingen på Vejle Kunstmuseum sammen med museets guide, der viser rundt og fortæller dybdegående om udstillingens tilblivelse og Albert Bertelsens kunstneriske virke. Pris: 50 kr. Se datoer og køb billet via vejlemuseerne.dk/albert

 

Gratis adgang

Husk, der altid er gratis adgang til udstillingerne på Vejle Kunstmuseum. Museet har åbent tirsdag-søndag kl. 11-17.

 
 
 

Billeder

 

 
 
 
 

Kanonfotografen - Albert Bertelsen 2017, privateje.

Albert Bertelsens sidst signerede værk, 2019. 

Vejle Kunstmuseum

 
 
 
 

Perserkatten Goya - Albert Bertelsen 1975.

Dobbeltportræt - Albert Bertelsen 1970.

Det grønne lys - Albert Bertelsen 1979.

 
 
 
 
 
 

Praktisk information

Særudstilling: Alberts tredje øje

Sted: Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Åbningsdag: Lørdag d. 26/9. Alt udsolgt.

Udstillingsperiode: 26.09.20 - 07.03.21

Mere info og billetter: vejlemuseerne.dk/albert

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Trine Grøne

Museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum

4016 7053 / trigr@vejle.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

VejleMuseerne - Spinderigade 11E - 7100 Vejle - Tlf. 76 81 31 00 - Mail: museerne@vejle.dk