Døde kvadratmeter bliver lokalsamfundets hjerte

 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune og lokale ildsjæle vil omdanne Havbakkeskolen og Hallen i Als til et levende mødested for børn og voksne 

 
 
 
 
Visualisering_Havbakkeprojektet_stor.JPG
 
 
 
 

Det er Mariagerfjord Kommune, Hallen i Als og borgergruppen 'Als i Aktion', der står bag de ambitiøse planer, som skaber et nyt socialt og kulturelt samlingspunkt og en stærkere sammenhæng mellem skole og dagtilbud i østkystbyen Als.

 

Det oprindelige udgangspunkt for byggeriet var en beslutning om at nedlægge Skelund Skole og flytte skolens elever og børnehaven Kriblebo ind på Havbakkeskolen i Als. Da man så nærmere på bygningerne og zoomede ud på lokalområdet generelt, stod det klart, at lokalerne, der forbinder skolen og hallen, kunne udnyttes meget bedre og medvirke til at tænke de fysiske rammer ind i lokalområdets udvikling på en ny måde. 

 

Derfor er der set med helt nye øje på kommunens tilbud og de øvrige fritidstilbud i byen. Det blev koblet med et stort ønske om et lokalt samlingssted og det er grunden til, at lokalhistorisk museum, ungdomsskolen og biblioteket rykker ind på Havbakkeskolen sammen med småbørn og skoleelever. Hertil kommer et folkekøkken, der kan bruges som mødested alle ugens dage i både dag- og aftentimerne.


Liv i døde kvadratmeter
I følge Mariagerfjord Kommunes ejendomscenterchef Trine Juul Søndergaard Pedersen er projektet i Als et skoleeksempel på, hvordan de danske kommuner kan puste nyt liv i gamle og utidssvarende bygninger.

 

- Vi er meget opmærksomme på bygninger med spildplads eller lav belægning. Vores bygninger skal være med til at skabe værdi for dem, der bruger dem og for områdets udvikling. Hvis vi tænker kreativt og ser mulighederne i de døde kvadratmeter, kan vi skabe mere plads og hjerterum, som kommer børn og voksne til gavn og glæde, siger Trine Juul Søndergaard Pedersen.

 

- Vi ser ofte, at en samling af aktiviteter skaber muligheder for, at mennesker mødes og nye fællesskaber opstår og det summer af liv. Her i Als forvandler vi et udslidt og dårligt indrettet areal til et socialt og kulturelt samlingssted, som vi tror på bliver lokalsamfundets hjerte, tilføjer ejendomschefen.


Med børnehave, SFO, folkeskole, ungdomsklub, bibliotek og sportshal under samme tag, vil projektet skabe en rød tråd i børnenes liv fra de allertidligste år til voksenlivet begynder. Det er i al fald visionen bag byggeriet. 

 

Lokalt engagement
Det er Sweco Architects, der har udarbejdet projektets ideoplæg i en proces, hvor en lang række lokale interessenter har givet deres besyv med. Ifølge Trine Juul Søndergaard Pedersen kan værdien af det lokale engagement slet ikke overvurderes:


- Det er simpelthen guld værd, at man lokalt har spillet ind med ideer, drømme og ikke mindst et kolossalt engagement, som har beriget projektet.  Det lokale engagement er det bedste udgangspunkt for, at projektet her i Als bliver en gevinst for børn og voksne i hele lokalsamfundet, siger ejendomschefen.   

 

Trine Juul Søndergaard Pedersen understreger, at alle bidrager konstruktivt til projektet.

 

- Alle aktører giver nogle kvadratmeter til det fælles projekt, men samlet set skaber det værdi for alle, fordi vi anvender bygningerne på en langt mere fleksibelt og hensigtsmæssig måde hele dagen lang. Nu begynder arbejdet med at detailplanlægge byggeriet og også her vil de lokale kræfter blive tæt involveret.

 

Faktisk kører vi to sideløbende processer. Den ene handler om byggeriet, mens kulturprocessen har fokus på, hvordan de nye rammer aktiveres, hvordan fællesskabet får liv, ide-generering for nye aktiviteter og nye samarbejder på tværs, slutter hun.


Det er Aars-arkitekterne Krog Madsen Arkitekter A/S, som har vundet opgaven med at projektere byggeriet. Mariagerfjord Kommune forventer at sende opgaven i licitation i august 2022. Hvis byggeprocessen går snorlige står byggeriet klar til i slutningen af 2023.


Projektet på Havbakkeskolen har en samlet byggesum på 19,2 mio. kroner. Heraf bidrager Alshallen med finansiering på 500.000 kr. 

 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Ejendomschef Trine Juul Søndergaard Pedersen, tlf. 51212891
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon