Pressemeddelelse
25. maj 2017
 
 
 
 

Danske topchefer: Vi er fit for fremtiden - vores virksomheder er ikke

 
 
 
 

Danske topledere giver en hård bedømmelse af de virksomheder, de selv leder og har ansvar for. Virksomhederne er ikke godt nok rustet til at møde fremtiden. Til gengæld er de danske ledere ganske selvsikre, når det drejer sig om deres egne kompetencer og fremtidsberedskab.

 
 
 
 

Danske virksomheder er ikke gearet til fremtiden. Som organisationer halter de bagefter, når det drejer sig om de afgørende kompetencer, der vurderes vigtige for at opnå succes (se faktaboks).

 

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse; "Fit for fremtiden? VL medlemsundersøgelse 2017", der er foretaget af CBS og Megafon for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse i forbindelse med det forestående VL Døgn.

 

Selvsikre ledere - dårlig organisation

De samme ledere, der bedømmer deres egne organisationer til at være i bedste fald "gennemsnitlige", har imidlertid en ganske anderledes positiv og selvsikker vurdering, når de i samme undersøgelse bliver bedt om at vurdere deres eget niveau i forhold til de syv nøglekompetencer. Her siger toplederne, at de selv ligger "højt" eller "meget højt".

 

"Det er selvfølgelig opmuntrende, at lederne er selvsikre. Men når de samtidig vurderer deres egne organisationer lavere, så drypper det malurt i bægeret. Sat på spidsen kunne man sige, at lederne giver udtryk for, at 'jeg er så god til det hele - en skam, at jeg er på hold med mange andre, som ikke rigtigt duer til det.", siger Flemming Poulfelt som er professor ved Copenhagen Business School.

 

Intet glansbillede

Selv om topchefernes selv-vurdering indeholder et vist element af selv-overvurdering, så er det grundlæggende et problem, hvis toplederen er på den grønne gren højt hævet over medarbejderne:

 

"Selv den stærkeste leder kan ikke løbe fra "den organisatoriske skygge", og er man selv for langt fra bagtroppen, indkasserer man ofte en performance-lussing. Toplederen må da gerne være i top som strateg og netværker, men på alle andre områder er han nødt til at sikre sig et stærkt organisatorisk ejerskab," siger Flemming Poulfelt.

 

De glemte talenter

Under en tredjedel af toplederne tilkendegiver nemlig, at der i deres organisation i meget høj eller høj grad fokuseres på aktiv talentledelse og på at skabe en base af fremtidige ledere.

 

På samme måde er det kun hver tredje af de adspurgte ledere, der mener, at deres virksomhed kan forsvare sig mod disruption eller skabe disruption inden for egen branche.

 

"Det er klart, at hvis holdet på udskiftningsbænken er fra B- eller C-holdet, så er man allerede på vej ud af superligaen. Og hvis "plejer" lever i bedste velgående på de indre linjer, så er det meget svært at skabe den fornyelse og innovation, der er en forudsætning for at forme sin egen fremtid," siger professor Flemming Poulfelt.

 

Behov for fornyelse

Også ledernes fornyelsesberedskab kræver imidlertid en opgradering. Det er tankevækkende, at den kompetence, lederne vurderer lavest hos sig selv, aktuelt er blandt de mest diskuterede emner - nemlig den datadrevne tilgang, hvor bl.a. business intelligence og Big Data ligger til grund for kvalificerede beslutninger.

 

"Danske ledere udnytter ikke mulighederne der ligger i Big Data. En af forklaringerne kan være at de ikke har de rigtige kompetencer. Der er brug for et "mentalt" generationsskifte", slutter professor ved Copenhagen Business School, Thomas Ritter.

 

 

Vedhæftede filer

UNDERSØGELSE_VL2017_Fit for fremtiden.pdf
VL_Døgnet_logo.png
 
 
 

Faktaboks

VL Døgnet har i år fokus på netop ledelseskompetencer, og undersøgelse viser tydeligt, at der er brug for i højere grad at styrke virksomhederne i forhold til fremtidens kompetencekrav.

 

De kompetencer, der vurderes til at være særligt vigtige, er at være datadrevne, kommunikerende, samfundsorienterede, forandrings-duelige, strategiske, talentudviklende og kundeorienterede.

 
 
 
 
 
 

Kontaktinformation

Professor & Vice Dean, Copenhagen Business School

Flemming Poulfelt

Mobil: 40 45 95 40

E-mail: fp.mmp@cbs.dk

 

Professor, Copenhagen Business School

Thomas Ritter

Mobil: 29 65 00 99

Mail: tr.smg@cbs.dk

 

 
 
 
 

Dansk Selskab for Virksomhedsledelse - Fiolstræde 44, 2, KBH K -  tlf. 35 43 92 92