Pressemeddelelse 18. november 2019
 
 
 
 

Guide: Køb og bytte af julegaver

 
 
 
 

Hvad skal du være opmærksom på, hvis julegaven købes på nettet? Kan gaven altid byttes? Og hvor lang tid er et gavekort gyldigt? Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbruger Europa har samlet gode råd om køb og bytte af julegaver.

 

Forbruger Europa hjælper forbrugere i forbindelse med køb over grænserne i EU.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet.

 

Vi har samlet fire guides med gode råd om køb og bytte af julegaver:

  • Køb af julegaver på nettet
  • Gavekort som julegave
  • Bytteregler - gaven er købt i en butik
  • Bytteregler - gaven er købt på nettet

Regler: Køb af julegaver på nettet

 

Leder af Forbruger Europa, Lars Arent, siger:

 

"Hvis du køber julegaven på nettet, så vær især opmærksom på, hvad netbutikken skriver om leveringen. Er du sent ude med julegaveindkøbene, så tjek fx, om netbutikken garanterer, at pakken kan nå frem inden jul. Giver netbutikken ikke en bestemt leveringfrist, har den 30 dage til at levere pakken."

  • Tjek, at butikken oplyser navn, adresse, mail og eventuelt telefonnummer
  • Betal altid med betalingskort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre
  • Vær opmærksom på, hvor netbutikken hører hjemme, og hvor varen bliver sendt fra. Hvis varen bliver afsendt uden for EU, skal du betale told og moms, hvis prisen på varerne overstiger et vist beløb
  • Tjek, hvor svært og hvor dyrt det er at bytte gaven
  • Tjek, om du kan få forlænget fristen for at bytte gaven, hvis du køber gaven i rigtig god tid. Ved køb på nettet er fortrydelsesfristen minimum 14 dage, fra varen er modtaget
  • Undersøg straks varen, når du modtager den. Er varen i stykker, når den ankommer, skal sælgeren reparere den eller sende dig en ny
  • På Nethandel #heltsikkert kan du finde flere gode råd om nethandel. Du kan også læse om, hvad du kan gøre, hvis der er opstået problemer i forbindelse med en nethandel

Kilde: www.forbrugereuropa.dk

 

Regler: Gavekort som julegave

 

Mange forbrugere vælger også at give et gavekort i julegave. I den forbindelse kan det være en god idé at være opmærksom på, hvilke regler der gælder for henholdsvis elektroniske og fysiske gavekort.

 

Forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, siger:

 

"Hvis gavekortet er elektronisk - det kan for eksempel være en mail eller et plastickort med magnetstribe - så kan modtageren som udgangspunkt forlange at få pengene udbetalt. Er gavekortet ikke elektronisk, er det normalt kun muligt at veksle det til penge, hvis det blev aftalt, da gavekortet blev købt."

  • Et gavekort er gyldigt i tre år, medmindre der er aftalt en anden frist
  • Er der aftalt en kortere tidsfrist, må den ikke være urimelig kort
  • Du kan som udgangspunkt få pengene for et gavekort udbetalt, hvis det er elektronisk. Et elektronisk gavekort er fx et plastickort med magnetstribe. Vær opmærksom på, at butikken under visse betingelser kan opkræve et gebyr for at udbetale pengene
  • Er gavekortet ikke elektronisk, kan du som udgangspunkt ikke forlange at få pengene retur
  • Gavekort er såkaldte ihændehaverbeviser. Ligesom ved kontanter kan det bruges af den person, der har det i hånden. Det medfører, at du ikke har krav på at få gavekortet erstattet, hvis det bliver ødelagt, bliver væk eller bliver stjålet

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

 

Bytteregler - gaven er købt i en butik

 

Forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, siger:

 

"Fysiske butikker er ikke forpligtet til at bytte en gave eller give pengene retur. Mange tilbyder det dog som en ekstra service, især op til jul. Hvis du køber dine julegaver i en fysisk butik, så vær opmærksom på, om butikken giver mulighed for, at modtageren kan bytte gaven eller få pengene udbetalt."

  • Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
  • Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
  • Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
  • En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
  • En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
  • Du skal overholde den aftalte frist

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

 

Bytteregler - gaven er købt på nettet

 

Leder af Forbruger Europa, Lars Arent, siger:

 

"Der er som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, hvis gaven er købt på nettet. Mange netbutikker vil i juleperioden dog forlænge fristen, så det også er muligt at bytte efter jul. Er du tidligt ude med julegaveindkøbene, er det derfor en god idé at undersøge, om netbutikken tilbyder en forlænget frist for at bytte gaven eller få pengene tilbage."

 

"Det er også vigtigt at undersøge, om netbutikken tilbyder fri fragt, hvis modtageren vil have pengene retur. Udgangspunktet i reglerne er, at du selv skal betale returportoen."

  • Er julegaven købt på nettet, er fortrydelsesfristen 14 dage, fra giveren af gaven har modtaget varen, medmindre der er aftalt en længere frist
  • Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil bruge din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen i
  • Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
  • Du har selv ansvaret for gaven, mens du har den og under forsendelsen tilbage til netbutikken
  • Du må kun prøve gaven, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Er gaven brugt ud over det, skal du selv betale, hvis gaven er forringet i værdi
  • Pengene for gaven vil typisk blive returneret til giverens konto
  • På Nethandel #heltsikkert kan du finde flere gode råd om nethandel. Du kan også læse om, hvad du kan gøre, hvis der er opstået problemer i forbindelse med en nethandel

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbruger Europa deltager sammen med 11 andre myndigheder i Nethandel #heltsikkert, der samler information om sikker nethandel.

 
 
 
 

Kontaktinformation

Forbruger Europas pressekontakt, Ditte Juul Reder: 41 71 50 75 eller djr@forbrugereuropa.dk

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

 
 
 
 

Du får denne pressemeddelelse, fordi du tidligere har givet samtykke til, at vi må sende det til dig. Ønsker du at ophæve dit abonnement, kan du gøre det herunder. 

 

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens privatlivspolitik 

 

 
Afmeld pressemeddelelser fra Forbruger Europa
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon