DGI: Efterløns-sag er bureaukrati af værste skuffe

DGI anlægger nu en retssag mod Ankestyrelsen, der har afgjort, at hvis 62-årige Inge Precht vil være frivillig instruktør, så bliver hun trukket i sin efterløn.

Inge Precht vil gerne være frivillig i Sunds Forenings Fitness, men så skal hun trækkes i sin efterløn.

Du bliver trukket i din efterløn, hvis du er frivillig instruktør. Sådan lyder det i en afgørelse fra Ankestyrelsen til 62-årige Inge Precht. Hun vil ellers gerne være frivillig i det lokale foreningsbaserede fitnesscenter Sunds Forenings Fitness ved Herning.

Det er et indgreb i, hvordan man kan være frivillig, og hvordan man kan drive en forening

Søren Møller, formand i DGI

DGI’s formand Søren Møller er dybt forundret over afgørelsen, som han kalder bureaukrati af værste skuffe. Derfor anlægger DGI nu en retssag mod Ankestyrelsen, for sagen er principiel og kan få alvorlige konsekvenser for både frivillige og idrætsforeningerne.

”I DGI kan vi ikke leve med den afgørelse, Ankestyrelsen har truffet. Det er et indgreb i, hvordan man kan være frivillig, og hvordan man kan drive en forening. Derfor går vi i retten, og vi vil samtidig gøre politikerne opmærksomme på, at det her er helt forkert,” siger Søren Møller.

Lærernes a-kasse sagde nej til frivilligt arbejde

Da Inge Precht for godt et år siden skulle på efterløn, oplyste hun til Lærernes A-kasse, DLF-A, at hun var frivillig instruktør i Sunds Forenings Fitness. Men Lærernes a-kasse ville trække Inge Precht i efterløn, hvis hun fortsatte som instruktør.

”Det undrede mig. Jeg har jo aldrig fået løn bortset fra en t-shirt og en lille julegave, for hvis der var penge til overs, så skulle de gå til at skabe gode træningsmuligheder for medlemmerne,” siger Inge Precht.

Nej, nej og nej – det er ærgerligt

Inge Precht klagede med hjælp fra DGI over afgørelsen fra Lærernes a-kasse til Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring, der også sagde nej, og det samme har Ankestyrelsen nu sagt.  

”Det er ærgerligt. Jeg vil gerne vil støtte op om vores lokale center og hjælpe andre med at træne. Da Sunds for et par år siden etablerede et foreningsbaseret fitnesscenter, meldte jeg mig som frivillig og tog en 40 timers instruktøruddannelse. Jeg har tidligere været frivillig gymnastikinstruktør i vores idrætsforening og ønskede at blive frivillige instruktør i fitnesscenteret. Og det betyder noget, at det er fitness i en forening. Der er ikke nogen, der skal tjene på det, vi er der for medlemmernes skyld,” siger Inge Precht.

Systemet er gået i selvsving

I 2012 var der en lignende sag med en gymnastikinstruktør, der blev trukket i dagpenge. DGI drøftede sagen med den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der var klar til at lave reglerne om.

Så i 2015 kom der nye regler for, hvor meget frivillige, ulønnet arbejde man må udføre, når man er på dagpenge og efterløn. Det betød bl.a., at personer på efterløn og dagpenge må arbejde 15 timer om ugen – tidligere var det blot 4 timer om ugen.

DGI’s formand Søren Møllers forventning var, at de nye regler og budskabet fra ministeren ville gøre det nemmere for folk på dagpenge eller efterløn at være frivillig. 

”Men Ankestyrelsens afgørelse viser, at reglerne ikke er gode nok. Det er et eksempel på et system, der er gået i selvsving. Det er bureaukrati af værste skuffe og et slag i hovedet på et menneske, der gerne vil skabe noget for andre og gøre en forskel i lokalsamfundet. Jeg tror ikke, det er politikernes ønske, at det skal være sådan,” siger Søren Møller.

Tolker på, hvad der er almennyttigt

Ankestyrelsen begrunder sin afgørelse med, at Sunds Forenings Fitness udbyder fitness i konkurrence med private firmaer, hvor arbejdet som instruktør er lønnet. Desuden går et overskud i Sunds Forenings Fitness til vedligeholdelse af faciliteter og indkøb af nye driftsmidler, og det er ikke et almennyttigt formål, mener Ankestyrelsen.

Søren Møller slår fast, at et foreningsbaseret træningscenter kan sidestilles med enhver anden gymnastikforening og håndboldklub, og selvfølgelig er det et almennyttigt formål, når Sunds Forenings Fitness bruger et eventuelt overskud til at vedligeholde faciliteter, købe nyt udstyr og sikre gode tilbud til medlemmerne.

”Det hører ingen steder hjemme, at Ankestyrelsen tolker på, hvad der er en almennyttig forening. Det står tydeligt i vedtægterne for Sunds Forenings Fitness, at det er en almennyttig forening,” fastslår Søren Møller.

Politikere skal gøre det nemmere at være frivillig

Han opfordrer samtidig politikerne til at gribe det ind, så det er nemt og enkelt for folk på dagpenge og efterløn at udføre frivilligt arbejde

”Det holder jo ikke folk væk fra beskæftigelse, at de er frivillige. Tværtimod kan det kun gavne samfundet. Derfor skal vi have ryddet op i det her og have en enkelt regel – at når du er frivillig i forening, så kan du ikke blive trukket i efterløn eller dagpenge,” siger Søren Møller.

En dum afgørelse

Da Inge Precht fik afslag fra DLF-A for godt et år siden, turde hun ikke andet end at stoppe som instruktør, fordi der ellers var risiko for, at hun ville blive trukket i sin efterløn.

”Jeg synes, det er surt. Jeg vil gerne være instruktør – når jeg besøger Sunds Forenings Fitness, så har jeg det som en gammel cirkushest, der lugter savsmuldet. Jeg har tid og lyst til at gøre en forskel, og det er ærgerligt, at jeg ikke kan få lov på grund af en dum afgørelse,” siger Inge Precht.