Skip til primært indhold

Region Syddanmark prioriterer mulige PFAS-forureninger i 2022

Forureninger med PFAS-stoffer får særligt fokus i Region Syddanmarks forslag til nye forureningsundersøgelser og oprensninger i 2022. Miljøudvalget har netop sendt forslaget i høring, hvor blandt andet 12 adresser skal undersøges for forekomsten af PFAS-stoffer.

Fundet af PFOS i mennesker i Korsør satte i 2021 nyt fokus på et forureningsproblem i Danmark. PFOS er et af ca. 9.000 flourstoffer, der samlet går under betegnelsen PFAS-forbindelser. Stoffet kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker.

Region Syddanmark, de syddanske kommuner, Forsvarets Ejendomsstyrelse og Miljøstyrelsen har i fællesskab identificeret 46 brandøvelsespladser i regionen, der kan være forurenet med PFAS-stoffer.

Region Syddanmark har ansvaret for ”herreløse” PFAS-forureninger, hvor der ikke kan gøres et ansvar gældende over for forureneren.

Miljøudvalget foreslår derfor i regionens arbejdsplan for 2022 at igangsætte undersøgelser af de formodede værste af de herreløse PFAS-forureninger i 2022 samt at fortsætte den tætte dialog med andre myndigheder.

Udvalgsformand Jørn Lehmann Petersen (S) fortæller, at Region Syddanmark vil undersøge 12 konkrete steder i regionen for PFAS-stoffer.

- Problemet med PFAS-stofferne er en ny stor opgave for de danske miljømyndigheder, og den alvorlige sag fra Korsør gør det meget tydeligt, at det er en opgave vi alle sammen skal prioritere højt. Jeg mener det er meget vigtigt, at vi også i disse sager er i tæt dialog med kommunerne og de øvrige myndigheder for at sikre, at sagerne ikke falder mellem stolene.

Jørn Lehmann Petersen understreger, at arbejdsplanen kan blive ændret, hvis det viser sig, at de indledende undersøgelser afdækker akutte problemer med PFAS. I så fald vil regionen gå direkte til videregående undersøgelser eller oprensninger.

Regionen tager hul på 26 nye undersøgelser og oprensninger udover PFAS-undersøgelserne

Selvom Region Syddanmark har valgt at prioritere PFAS-undersøgelserne, så betyder det ikke, at alt andet står stille. Over det kommende år vil regionen gå i gang med 26 nye videregående undersøgelser og oprensninger af andre typer forureninger, herunder pesticider og klorerede opløsningsmidler

Regionens eksperter undersøger 6 lokaliteter i den jyske del af regionen og 14 lokaliteter på Fyn, Langeland og Ærø, mens oprensningerne foregår på 5 jyske adresser og én fynsk.

De forskellige undersøgelser dækker blandt andet forurening af overfladevand, forurening af drikkevand og indeklima. I alt har Region Syddanmark afsat 9,5 millioner kroner til de 26 undersøgelser og oprensninger.

Regionen indgår samarbejde for at håndtere pesticider i drikkevand

Pesticidpunktkilder fra maskinstationer, gartnerier og plantager er en stigende problem for drikkevandet i Danmark. Regionen arbejder derfor tæt sammen med kommuner og vandforsyninger om at få en mere samlet og bedre indsats omkring drikkevandsbeskyttelsen. Det sker gennem partnerskaber, som både sikre bedre koordinering og en mere omkostningseffektiv indsats, så pengene strækker længst muligt.

Forslaget til nye videregående undersøgelser og oprensninger er i høring frem til 18. januar 2022.*

Her kan du hente: Forslag til nye forureningsundersøgelser og oprensninger 2022 i pdf-version (3,74 MB)

APPFWU01V