Shows

Lito Kattou

Rain Calling

25.03.2022–22.05.2022

VERNISSAGE: :

24.03.2022,17:00–19:00

1 / 15

Photo: Jan Søndergaard

2 / 15

Photo: Jan Søndergaard

3 / 15

Photo: Jan Søndergaard

4 / 15

Photo: Jan Søndergaard

5 / 15

Photo: Jan Søndergaard

6 / 15

Photo: Jan Søndergaard

7 / 15

Photo: Jan Søndergaard

8 / 15

Photo: Jan Søndergaard

9 / 15

Photo: Jan Søndergaard

10 / 15

Photo: Jan Søndergaard

11 / 15

Photo: Jan Søndergaard

12 / 15

Photo: Jan Søndergaard

13 / 15

Photo: Jan Søndergaard

14 / 15

Photo: Jan Søndergaard

15 / 15

Poster by Alexis Mark

Malerier af solen, der står op og ned i horisonten, har ned igennem kunsthistorien inviteret til fordybelse. Solstrålerne, der brydes i en mangfoldighed af farver i atmosfæren, kaster et andet fortryllende lys over landskabet, over verden. Også i Lito Kattous malerier står solen op og ned i horisonten, men den kaster ikke bare lys over verden. De ild-røde og -gule farver fortærer og forkuller den også. Landskabet formørkes. Lito Kattous to malerier af solopgange og solnedgange er også billeder af et mørke, der breder sig. Drager farver himlen sort. Hekse træder ind på scenen. De mørke kræfter iler solen i møde.

Kattou, der nu er aktuel på Tranen med udstillingen Rain Calling, er født og opvokset som græsk-cypriot på Cypern i det mellemøstlige middelhav, et af klimakrisens hotspots. Siden 90’erne har stigende tørke tæret så meget på vandreserverne, at afsaltningsanlæg nu sikrer en stor del af vandforsyningen. Den plagede ø, hvor solen skinner 75% af året, vil fremover blive udfordret af væsentligt mindre regn, højere temperaturer, flere skovbrande og mere salt hav. Kattous malerier på aluminium præsenterer et Cypern, som hun betragter som ”et accelereret scenarie for den globale klimakrise.”

Cypern i dag er også en tilstandsrapport for kloden af i morgen. Øen i det østlige middelhav er et forvarsel om, hvad fremtiden på nordligere breddegrader har at byde på. Men på udstillingen er Kattou lige så optaget af, hvordan den globale klimakrise udspiller sig og opleves lokalt i lyset af historien. Det er med andre ord en udstilling udspændt mellem fortid og fremtid.

Kattous fødested er rundet af historien i den nordlige del af Mellemøsten kaldet den frugtbare halvmåne. Det var her, at landbrug, dyrehold og vandingsanlæg med mere først udviklede sig for over 10.000 år siden; og her, hvor man tidligt mærkede denne udviklings uforudsete konsekvenser så som tørke, der også plager og destabiliserer regionen i dag. Det var også her, at man før kristi fødsel tilbad landbrugets gudinde i græsk mytologi, Demeter. Gudinden gav kongesønnen Triptolomos de drager, som drev hendes vogn over himlen og altså styrer vejret og regnen. Dragerne er ned gennem historien blevet påkaldt for at sikre høsten og dermed udvikle landbrug, samfund og civilisation. Men Kattous drager genkalder også senere vestlig tro og overtro, hvor de hovedsageligt tager form af ildspyende bæster, der kun kan besejres af en heltemodig ridder, en bærer af oplyst kultur. De drager, der gør deres indtog i Kattous udstilling, er på en og samme tid håbefulde og ildevarslende tegn fra de højere magter på hvis nåde, mennesket lever.

Figurerne i forgrunden, der ligeledes gør deres indtog under Kattous brændende sol, er ligesom dragerne flertydige. Men de er mere ubestemmelige; ubestemmelige ligesom de historiske hekse, som har dannet forlæg for Kattous værker og på tværs af Europa blev bebrejdet alverdens ulykker. I kølvandet på den Lille Istid præget af svingende temperaturer mellem det 14. og det 19. århundrede blev hekse i stigende grad syndebukke. Klimaforandringerne, som forskere i dag tilskriver alt fra vulkanudbrud til affolkning, blev i mangel af bedre forklaringer udlagt som resultat af vejrhekse eller såkaldte tempestarii. Trods den katolske kirkes ambivalens over for en så blasfemisk læsning af Guds vilje på jord, greb heksejagten om sig. Frekvensen af henrettelser synes i de efterfølgende århundreder at være steget og faldet med temperaturen.

I græsk polyteisme, kristen monoteisme og middelalderlig folketro finder man historier om vejrmagere. Over tid er de blevet mere profane men ikke forsvundet. Tanken, at vejret er noget man ikke bare tilpasser sig men også kan ændre, lever videre i vore dages såkaldte geoengineering. Nu er det videnskabsmænd, forskere og entreprenører, der arbejder med alt fra CO2-fangst til modifikationer af stratosfæren, der håber hurtigt at kunne korrigere temperaturen under store kontroverser. Deres arbejde er symptomatisk for det nye århundrede vi er trådt ind i. Her er vores verdensbillede stadig mere præget af vor tids helt store fortælling, som geologer har døbt antropocæn. Mennesket siges nu i sig selv uden magi og overnaturlige evner at være en planetforandrende kraft. Mennesket, både afmægtig og almægtig, betragtes som problemet, men også løsningen.

I moderne tid har oplysning og det teknovidenskabelige fremskridt drevet drager og hekse på flugt. Men i vores stadig mere ihærdige forsøg på at kontrollere vejret, klimaet og jorden påkalder vi os til stadighed større og uregerlige kræfter; kræfter, som vi både længes efter og frygter i deres vælde og uudgrundelighed ligesom dragerne og heksene i udstillingen Rain Calling.

Lito Kattou (f. Cypern, 1990) er født og opvokset på Cypern og bor og arbejder i Athen. Hun er uddannet på kunstakademier i Athen, München og London. Hun var på residency hos Art Hub Copenhagen i 2020. Kattou har udstillet på tværs af Europa, men med Rain Calling vises hendes værker for første gang i Norden.

Toke Lykkeberg
Leder af Tranen

Rain Calling er er en del af Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.

Udstillingen er generøst støttet af Statens Kunstfond.

Throughout the history of art, paintings of the rising and setting sun have got us thinking. At twilight, the sun’s rays, refracted in the atmosphere in a myriad of colours, shed a different, enchanting light on the landscape and on the world. In Lito Kattou’s paintings too, the sun rises and sets on the horizon, but it does not merely shed light on the world. The fiery-red and yellow colours also devour and incinerate it. The landscape darkens. Lito Kattou’s two paintings of sunrises and sunsets are also images of an encroaching darkness. Dragons blacken the sky. Witches take to the stage. The dark forces are rushing into the sun.

Kattou – whose work is currently being presented at Tranen in the exhibition Rain Calling – was born and raised as a Greek Cypriot in Cyprus in the Middle Eastern Mediterranean, one of the hotspots of the climate crisis. Since the 1990s, ever-increasing drought has consumed so much of the water reserves that desalination plants now secure a large part of the water supply. In future, this afflicted island, where the sun shines 75% of the year, will encounter significantly less rain, higher temperatures, more forest fires and saltier sea. Kattou’s paintings on aluminium portray a Cyprus she regards as “an accelerated scenario for the global climate crisis.”

Today, Cyprus also represents a progress report for the globe of the future. The island in the eastern Mediterranean is a harbinger of what the future holds for our northern climes. However, in the exhibition, Kattou is just as concerned about how the global climate crisis is playing out and being experienced locally in the light of history. To put it another way, the exhibition hovers between past and future.

Historically, Kattou’s birthplace evolved in the northern part of the Middle East we refer to as the Fertile Crescent. It was here that agriculture, animal husbandry, irrigation etc. first developed more than 10,000 years ago. It was here that they noticed at an early stage the unforeseen consequences of this development: for example, drought, which still plagues and destabilises the region today. It was also here, in the centuries BC, that people worshipped Demeter, the ancient Greek goddess of harvest and agriculture. She gave the king’s son Triptolomos the dragons that pulled her chariot across the sky, thereby controlling the weather and the rain. Throughout history, people invoked dragons to safeguard the harvest, thereby developing agriculture, society and civilisation. But Kattou’s dragons also allude to later Western beliefs and superstitions, in which they mainly take the form of fire-breathing beasts that can only be defeated by a heroic knight as an emissary of enlightened culture. The dragons that figure in Kattou’s exhibition are both hopeful and ominous signs from the higher powers, at whose mercy we live.

Like the dragons, the figures in the foreground, who also make their entry under Kattou’s blazing sun, are also ambiguous. But they are more nondescript: as nondescript as the witches of history who served as models for Kattou’s works, and who were blamed throughout Europe for all the misfortunes of the world. In the aftermath of the Little Ice Age – a period of fluctuating temperatures from the 14th to the 19th century – witches increasingly became scapegoats. In the absence of better explanations, climate change, which researchers today attribute to everything from volcanic eruptions to depopulation, was construed as the result of weather witches or so-called Tempestarii. Despite the ambivalence of the Roman Catholic Church vis-à-vis such a blasphemous interpretation of God’s will on earth, witch hunts were widespread. In the centuries that followed, the rate of executions appears to have risen and fallen in tandem with temperature.

Stories of weather-makers feature in Greek polytheism, Christian monotheism and medieval folklore. Over time, though they became more profane, they did not disappear. The idea that the weather is something, to which you not only adapt, but which you can also change, lives on in today’s so-called geoengineering. Now, it is scientists, researchers and contractors – working on everything from carbon capture to modifications of the stratosphere – who create controversy by quickly wanting to fix the temperature. Their work is symptomatic of the new century on which we have embarked. Our world view is increasingly characterised by the great narrative of our age, which geologists have dubbed ‘Anthropocene’. Now, humankind – without magic or supernatural powers – is said to have become a force that transforms the planet on its own. Humankind, whether impotent or omnipotent, is seen not only as the problem, but also the solution.

In modern times, enlightenment and advances in technology may have driven away the dragons and witches. However, in our increasingly pertinacious attempts to control the weather, the climate and the earth, we constantly evoke powerful, ungovernable forces: mighty, unfathomable forces, which we both long for and fear, like the dragons and witches in Rain Calling.

Lito Kattou (b. Cyprus, 1990) was born and raised in Cyprus and lives and works in Athens. She went to art school in Athens, Munich and London. She was a resident at Art Hub Copenhagen in 2020. Kattou has exhibited throughout Europe, but Rain Calling is the very first exhibition of her work in the Nordic region.

Toke Lykkeberg
Leder af Tranen

Rain Calling is part of Tranen’s programme of extemporary art. The focus is on contemporary art that is not primarily focused on our contemporary condition. When everything from climate to technology evolves at ever greater pace, the present becomes ephemeral and intangible. The present starts to shrink. Meanwhile, our knowledge of the past increases. Speculations about the future abound. As part of this development, a lot of art is no longer contemporary — which literally means ‘with time.’ Instead, art is rather ‘extemporary, i.e. ‘out of time’.

The exhibition is generously supported by the Danish Arts Council.