Skip til primært indhold

Jørn Lehmann Petersen fortsætter som formand for Miljøudvalget

Region Syddanmarks Miljøudvalg har i dag konstitueret sig, og Jørn Lehmann Petersen (S) er blevet udpeget til formand for udvalget. Karsten Byrgesen (NB) bliver næstformand.

På dagens møde i Miljøudvalget konstituerede de syv medlemmer sig med Jørn Lehmann Petersen (S) som formand og Karsten Byrgesen (NB) som næstformand. Tre af medlemmerne i Miljøudvalget inklusiv formanden er gengangere fra sidste regionsråd, og fire af medlemmerne i det nye udvalg er nye ansigter.

Jørn Lehmann Petersen (S) er dermed klar til sin tredje periode i formandsstolen.

Klik her for at se et billede af Jørn Lehmann Petersen

Om de vigtigste opgaver i de kommende fire år siger Jørn Lehmann Petersen:

- Der er især tre opgaver, jeg mener vil komme til at tegne vores arbejde de næste fire år. Vi skal fortsætte det vigtige arbejde, regionen har sat i gang omkring generationsforureningerne – især i Grindsted. Derudover skal vi håndtere pesticidforureninger, så vi sikrer rent drikkevand til kommende generationer, og så skal vi have sat endnu mere fokus på genbrug af råstoffer, så vi får udfoldet den råstofplanen, det forrige regionsråd vedtog. Det er vigtigt for mig, at vi med indsatsen på råstofområdet sikrer, at der også er råstoffer til de kommende generationer.

Fokus på forureninger, drikkevand og råstoffer

Udvalget beskæftiger sig med regionens opgaver på miljø-, jordforurenings- og råstofområdet. På råstofområdet skal udvalget arbejde med en mere bæredygtig forvaltning af råstofferne med fokus på mere genanvendelse.

Udvalget beskæftiger sig også på miljø- og jordforureningsområdet med beskyttelse af regionens værdifulde grundvand og med at prioritere regionens indsatser i forhold til de stadig flere og mere komplicerede forureningsstoffer.

Og så beskæftiger udvalget sig med regionens indsatser i forhold til store forureningssager i Region Syddanmark, herunder – i samarbejde med staten – oprensningen af de tre syddanske generationsforureninger i Grindsted, Kærgård Klitplantage og på Himmark Strand, hvor også Danfoss bidrager økonomisk til oprensningen.

Erfaren formand

Jørn Lehmann Petersen er 70 år, han har været aktiv i lokalpolitik i 40 år og han har været medlem af regionsrådet siden valget i 2013. Han blev formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i 2014 og fortsatte som formand for udvalget ind i sidste valgperiode, da udvalget i 2019 skiftede navn til Miljøudvalget. Han er tidligere borgmester i Broager Kommune (1990-2007), hvor han sad frem til sammenlægningen med Sønderborg Kommune.

De syv medlemmer af Miljøudvalget er:

  • Jørn Lehmann Petersen (S), formand
  • Karsten Byrgesen (NB), næstformand
  • Michael Nielsen (K)               
  • Preben Friis-Hauge (V)                                                     
  • Annette Lundgaard (V)                                                     
  • Ole Marcussen (S)                                 
  • Martin Schmidt Konradsen (EL)     
APPFWU01V