27. februar 2019

Ny interaktiv e-bog guider dig gennem Danmarks insekter

INSEKTGUIDE

Hvad er det for et lille dyr, der ligger i vindueskarmen? Der findes næsten 25.000 forskellige arter af dyr i Danmark, det er derfor ikke mærkeligt, hvis vi af og til støder på et, vi ikke lige genkender. Kun en brøkdel af de danske dyrearter er pattedyr, fugle og fisk. Langt størstedelen tilhører forskellige grupper af små dyr, først og fremmest insekter, men også edderkopper, mider, tusindben og krebsdyr. Nu kan alle danskere blive meget klogere på de mange små dyr med hjælp fra den nye interaktive Bill-e-bogen, der er udviklet på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Bugdex: Bill-e-bogen er en interaktiv bestemmelsesguide, der dækker hovedgrupperne af insekter, edderkopper, mider, tusindben og landlevende krebsdyr i Danmark. Man kan ikke bestemme et dyr til art, men guiden vil gøre det muligt at afgøre, hvilken overordnet gruppe, det tilhører.

Guiden er flot illustreret og simpelt opbygget, så læseren hele tiden bliver præsenteret for to valgmuligheder. Efter at have sammenlignet tekst og billeder for de to muligheder klikker man på den, der passer bedst på det dyr, man har foran sig. Herefter føres læseren videre til det næste punkt, hvor der igen er to valgmuligheder. Og sådan fortsætter det, indtil man når frem til en forhåbentlig rigtig bestemmelse.

- Guiden er opbygget, så man let kan navigere sig frem til en bestemmelse af et dyr ved systematisk at vælge mellem de præsenterede valgmuligheder, efter man har studeret de relevante kendetegn på dyret, siger Lars Vilhelmsen, lektor og kurator på Statens Naturhistoriske Museum og medforfatter på bogen. Han tilføjer:

- Man kan dog også udforske guiden blot ved at bladre frem og på den måde finde frem til noget, der ligner det, man har fundet i sin have eller vindueskarm. Så det er en bog, der hurtigt kan gøre dig meget klogere på, hvilke insekter og andre smådyr, der lever i Danmark.

Foto: Statens Naturhistoriske Museum

Alle naturinteresserede

Bugdex er et design oprindeligt udviklet til undervisning på feltkurser for biologistuderende på Københavns Universitet, men værktøjet kan uden problemer anvendes af almindeligt naturinteresserede. Holdet bag Bugdex (David K.B. Cheung, Line Nørgaard-Kræmer, Lars Vilhelmsen) har bevist stræbt efter at skabe en guide, som kan bruges, selv om man ikke ved så meget om insekter på forhånd. For at få det fulde udbytte af Bugdex: Bill-e-bogen, specielt i en undervisningssituation, anbefaler forfatterne, at dyrene studeres under en stereolup.

Bugdex er udviklet med støtte fra Augustinus Fonden og 15. juni Fonden. Bill-e-bogen er den første udgivelse i Bugdex regi. Projektet har for nylig modtaget en større bevilling fra Novo Nordisk Fonden, der vil gøre det mulig at videreudbygge Bugdex over de næste fire år. Det er meningen, at platformen skal udvides til at kunne bruges på både iOS og Android, og der vil blive udgivet flere guider, som dækker flere af de største undergrupper inden for insekterne, f.eks. biller, hvepse og tovinger (fluer og myg), både på dansk og på engelsk.


Bill-e-bogen kan hentes gratis i iBooks Store her.