De bøger lånte Gentofte i 2022
Der er kamp om top-placeringerne i år, men der er alligevel én bog, der skilte sig markant ud fra resten. Se hele listen her.
Nummer 20: Polarcirklen af Liza Marklund
Wiking Stormberg skal lede efterforskningen af et makabert fund. Liget af en 17-årig pige, der forsvandt for 40 år siden, er blevet fundet, muret inde i et fundament.
Hemmeligheder begynder snart at se dagens lys.
Nummer 19: Forsvundet i mørket af Elly Griffiths
Hvilke mørke hemmeligheder gemmer sig under jorden i Norwich, og hvilken sammenhæng har disse hemmeligheder med forsvundne hjemløse?
Forsvundet i mørket er 9. bind i serien om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.
Nummer 18: Imperiet af Michael Katz Krefeld
En rigmandsdatter bliver kidnappet og dræbt, og den private efterforsker Thomas Ravnsholdt bliver pludselig involveret i et morads af anløben moral og trusler på livet.
Nummer 17: I ruiner af Morten Pape
Da Amagerbanken krakker, udløser det en kæde af voldsomme begivenheder for en mindre familie på Amager.
I ruiner er tredje og sidste selvstændige bind i Morten Papes prisbelønnede Amager-trilogi.
Læs bibliotekets anmeldelse af I ruiner her
Nummer 16: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold, Mich Vraa
Den unge sygeplejerske Molly tager i 1951 med hospitalsskibet Jutlandia til Korea, og gør det både af humanitære og private grunde.
Pigen fra det store hvide skib er en historisk roman og en skildring af historiens stærke kvinder.
Lån Pigen fra det store hvide skib her
Nummer 15: Uglens øje af Sissel-Jo Gazan
Et dansk medicinalfirma lancerer et produkt, der har fantastisk virkning mod depression. Da en ung forsker finder ud af, at der blevet fusket med forskningsresultaterne, og at medicinen har alvorlige bivirkninger, begynder en kamp på liv og død om at finde og definere sandheden.
Hør Sissel-Jo Gazan tale om Uglens øje i Forfatterkvarteret
Nummer 14: Alt dette kunne du få af Josephine Klougart
Barbara kigger tilbage på sit liv – fra barndommen i 1980'erne og frem til nutiden i 2020'erne.
Beskrivelsen af et idyllisk – eller idylliseret – familieliv, en barndom, som har været, og som nu er fortid. Det er en længsel efter barndommens åbenhed og rigdom på muligheder.
Læs bibliotekets anmeldelse af Alt dette kunne du få
Lån Alt dette kunne du få her
Nummer 13: Lenins Bodyguard af Leif Davidsen
Sønderjyden Oskar bliver bodyguard for ingen ringere end den russiske revolutions frontfigur, Lenin.
På den måde bliver han førstehåndsvidne til den højspændte politiske periode, der ledte til skabelsen af Sovjetunionen.
Nummer 12: Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo
På Fyn forsvinder den ene person efter den anden sporløst. Først ser politiet tiden an, men så går sagens alvor op for dem, og det hele eskalerer.
Nummer 11: Hvor flodkrebsene synger af Delia Owens
Den smukke, men udstødte Kya Clark er opvokset i ensomhed i marsken i 1950'ernes North Carolina, og i den nærliggende landsby kaldes hun marskpigen.
Da den lokale skørtejæger findes død, mistænkes Kya for mordet.
Lån Når flodkrebsene synger her
Nummer 10: Natrium Chlorid af Jussi Adler-Olsen
Afdeling Q får næsen ned i en bestialsk sag, hvor der muligvis er en spektakulær seriemorder på spil! Samtidig dukker der noget op fra fortiden, som kaster skygger over efterforsker Carl Mørk.
Natrium Chlorid er nummer ni i rækken af Afdeling Q-krimier.
Nummer 9: Vittu af Iben Mondrup
Grønlandske Vitus bliver adopteret af Alice og Stig. Alice udvikler med tiden et symbiotisk og grænseoverskridende forhold til adoptivsønnen.
Nummer 8: Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung
Ida Ilsted (1869-1949) fra Stubbekøbing møder i 1890 den store billedkunstner, Vilhelm Hammershøi, som hurtigt frier til hende, hvorefter hun over de næste 25 år lever som kunstnerens hustru, assistent, og ikke mindst: vigtigste motiv.
Nummer 7: Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen
Den inderste kerne er historien om verdens første kvindelige seismolog, Inge Lehmann, og hendes liv i et mandsdomineret forskermiljø.
Danske Inge Lehmann blev verdensberømt for sin opdagelse af Jordens inderste kerne.
Hør Lotte Kaa Andersen fortælle om Den inderste kerne i Forfatterkvarteret
Nummer 6: Vindens port af Anne-Cathrine Riebnitzsky
I mange år er livet godt på klippefæstningen Al-Qalat i Andalusien med kun få sammenstød med kristne, men Alfonso XI's hærs belejring truer det lille muslimske samfund.
Vindens port er en yderst medrivende historisk roman.
Nummer 5: Meter i sekundet af Stine Pilgaard
En humoristisk roman om en ung kvinde, der (modvilligt) involveres i højskolelivet i Vestjylland, hvor hendes bulderbasseagtige adfærd gør det lidt svært at skabe nye relationer.
Sidste år var Meter i sekundet den mest udlånte bog i Gentofte. Se hele top-listen fra 2021 her
Nummer 4: Årene af Annie Ernaux
Mesterlig fransk roman om en kvinde født 1940 og hendes generations kollektive erindring fortalt parallelt med tidsmarkører i samfundet. En litterær perle for læsere med interesse for samfundets udvikling
Annie Ernaux vandt i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, og Årene er hendes seneste udgivelse.
Nummer 3: Annas sang af Benjamin Koppel
Romanen handler om en kvinde, der ofrer sine drømme for familien, men som altid bærer musikken i sig – og med sig. Annas sang, der er Benjamin Koppels første roman, er inspireret af en sand historie, nemlig hans egen grandtante Anna Koppels historie.
Hør Benjamin Koppel fortælle om Annas sang i Forfatterkvarteret
Nummer 2: Store Kongensgade 23 af Søren Ulrik Thomsen
1972 flyttede Søren Ulrik Thomsen sammen med sin familie fra Stevns til en lejlighed på 4. sal i Store Kongensgade 23 i hjertet af København. En tid, hvor han for alvor kom i puberteten, og hvor moderen det meste af tiden var indlagt med depression.
Med afsæt i dette brændpunkts sammenfald mellem hans pubertet og moderens depression, skriver Søren Ulrik Thomsen et reflekteret erindringsessay fuldt af sansede iagttagelser og minder.
Nummer 1: Vand til blomster af Valérie Perrin
Valérie Perrin indtager 1. pladsen med sin poetiske roman Vand til blomster, som er fortællingen om den elskværdige Violette Toussaint, som er i begyndelsen af halvtredserne og arbejder på en lille kirkegård ved siden af hendes hjem.
Hun er en hjertevarm person og får jævnligt besøg af både kirkens medarbejdere og fremmede. Men en dag banker Julian Sole på hendes hoveddør...