I forbindelse med jubilæumsudstillingen Herfra (h)vor verden går har museet udgivet en avis, hvor du kan få et glimt af de herligheder og historier, samlingen er så rig på.
Læs om udvalgte værker og få korte historier om tiden og de idealer, som formede samfundet i perioden 1750-1950. Avisen er husstandsomdelt som indstik i lokalavisen Villabyerne i uge 40.
Har du ikke fået et eksemplar, så kig forbi museet og få en avis, når du ser udstillingen.
Avisen er støttet af Ny Carlsbergfondet, som takkes varmt.
Her er et par uddrag:
UKENDT KUNSTNER, RETICULE, CA. 1800
SILKE MED BRODERI I CHENILLEGARN
DIAM. CA. 24 CM.
Hvad skal man stille op, hvis man ikke har nogen lommer? Dét må flere kvinder i slutningen af 1700-tallet havde spurgt sig selv.
Særligt i årene 1795-1820 bliver det nemlig moderne at have en såkaldt reticule – en lille pose med snørelukning, som kvinderne kan bære i hånden eller over armen, når de skal ud på visit.
Tidligere havde det været almindeligt med lommer i skørterne eller løslommer bundet om livet, hvor kvinderne kunne opbevare deres mest nødvendige genstande. Men det ændrer sig i begyndelsen af 1800-tallet, hvor moden foreskriver slanke empirekjoler i løst og let stof.
Her er der ikke plads til at stoppe lommer med sy-grej eller de små brevtasker, kaldet portefeuiller, til opbevaring af pengesedler, vigtige dokumenter eller breve.
Betegnelsen reticule stammer, via fransk, fra det latinske ord for net.
Da posetasken første gang dukker op som accessorie blandt datidens kvinder, er den netop lavet af et fint net. Som årene går, bliver taskerne stadig mere forskellige og raffineret udført i kunstfærdige former i fine stoffer som fløjl, silke og satin og dekoreret med farverigt broderi med chenille og perler.
Ofte laver en kvinde sin egen reticule.
Selvom kjolemoden senere i 1800-tallet igen foreskriver lommer, fortsætter kvinderne med at bære en lille taske som tilbehør. I dag er dametasker en stor del af modeindustrien.
Af museumsinspektør Jesper Sexauer Bloch Kloster.
SOPHIE HOLTEN (1858–1930)
EN LILLE PIGE VED EN RØD LÅGE
U.Å.
OLIE PÅ LÆRRED
64 X 46 CM
Hun står med hånden på lågen. Bag hende ligger skovens ukendte zone, foran hende den oplyste sti. Er hun på vej ud eller hjem?
Pigen er skildret i et øjeblik fuld af tvetydighed, og det er nok Sophie Holtens pointe. For det ubestemmelige inviterer os til at tænke med billedet. Hvem er pigen, og hvor skal hun hen?
At skildre en pige på egen hånd i det fri er usædvanligt for samtiden. Pigens frimodige og selvstændige holdning er også et fornyende træk i datidens genremaleri. Hun repræsenterer en eventyrlyst, der trækker en lige linje tilbage til filosoffen Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) idé om børneopdragelse og den sunde udfoldelse af de unge års naturtilstand – nøjagtig ligesom Johannes Adam, der jagter en sommerfugl i Eckersbergs gruppeportræt af Johannes Søbøtkers fire ældste børn (se avisen s. 3). Men han er en dreng, og hans søstre sidder pænt og stille.
Pigen her ved, hvordan det er at få jord under neglende og slå hul på knæet. Hun står på tærsklen til alt det, der er derude, og tøver et øjeblik. Et øjeblik, der koncentrerer alle de muligheder og forbehold, vi kan læse ind i en pigeskæbne. Om lidt er hun stukket af, fri og stærk som en anden Pippi Langstrømpe – måske kunstnerens vision for den kommende generation af kvinder?
Sophie Holten selv kaster sig med stort mod ud i en kunstnerisk karriere i en tid, hvor det langt fra er nemt for kvinder at få succes.
Hun bliver skolet i den sene guldalders traditionelt orienterede maleteknik som elev af bl.a. Christen Dalsgaard (1824-1907), men rejser i
en alder af blot 21 år til Paris, hvor hun bliver elev hos to af tidens førende Salonmalere, Félix Barrias (1822-1907) og Alfred Stevens (1823-1906). Her gør hun tidens fremherskende naturalisme til sin egen, og hun udfolder den med stort overskud i dette maleri, som er malet ved Dyrehaven.
Af museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard