Skip til primært indhold

Forskning i mave-tarm-sygdomme hos spædbørn får rygstød til millioner

Forskningscenteret GAIN på Odense Universitetshospital modtager Region Syddanmarks højeste forskningsudmærkelse som ”Center for Klinisk Excellence”. Med titlen følger 7,5 millioner kroner til forskning, der skal forbedre behandling af nyfødte og spædbørn med mave-tarm-sygdomme. Det har regionsrådet besluttet på deres møde 28. februar 2022.

Forskningscenteret GAIN på Odense Universitetshospital bliver Region Syddanmarks næste “Center for Klinisk Excellence”. Det blev vedtaget på regionsrådsmødet d. 28. februar.

Udnævnelsen tildeles kun forskningsmiljøer, der agerer på højeste internationale faglige niveau.  Med udmærkelsen følger 7,5 millioner kroner, som skal bruges til at forske i, hvordan behandlingen af nyfødte og spædbørn med mave-tarm-sygdomme og misdannelse kan forbedres.

- Udnævnelsen til "Center of Excellence" betyder en anerkendelse af forskningsområdet, der for os alle giver motivation til at fortsætte processen i et tværfagligt samarbejde. De ekstra midler vil muliggøre en række forskningsprojekter, der ellers ikke ville blive sat i søen, med det klare mål at forbedre patientforløbet hos denne gruppe af skrøbelige børn med misdannelser og sygdom i mavetarmkanalen, siger leder af centret, professor Steffen Husby.

Internationalt panel bag udpegning

Center for Klinisk Excellence er en udmærkelse, som Region Syddanmark giver til særligt kvalificerede forskningscentre. Det er den højeste udmærkelse, regionen uddeler, og et bedømmelsesudvalg bestående af internationale fageksperter vurderer, hvilke ansøgere der har niveau til udmærkelsen. De 7,5 millioner kroner, der følger med udmærkelsen, bliver tildelt over en 5-årig periode.

Puljen blev oprettet i 2015, og der er siden da udnævnt 7 kliniske excellence centre i Region Syddanmark.

Hele tre forskningscentre var i spil til at blive Center for Klinisk Excellence. Det internationale bedømmelsesudvalg har vurderet alle projekter og altså indstillet GAIN til udnævnelse. At hele tre centre kandiderede til processen, siger noget om det høje faglige niveau i regionen, mener Mette With Hagensen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark:

- Vi har mange ekstremt dygtige forskere i Region Syddanmark, og vi prioriterer forskningsområdet højt. Den naturlige spydspids er OUH, og der sker forskning af meget høj kvalitet på alle vores sygehuse. Hvis der er én ting, som de seneste godt to år har vist – og især givet lægmand en forståelse for – så er det, hvor vigtig forskning er, for at vi er rustet til de udfordringer, fremtiden bringer os. Det bidrager Region Syddanmark i høj grad til, og det er jeg stolt af

APPFWU01V