Forslag til Risikostyringsplan 2021 – 2027

Høringen er afsluttet

Høring: Forslag til Risikostyringsplan 2021 – 2027

Byrådet vedtog den 07.12.2020 Forslag til Risikostyringsplan 2021-2027 til offentlig høring i 6 måneder.

Formålet med EU’s oversvømmelsesdirektiv og udarbejdelsen af risikostyringsplaner er at mindske de negative konsekvenser af oversvømmelser ved at fastlægge retningslinjer for vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen. Risikostyringsplanen skal fastsætte mål og indeholde forslag til handlinger og tiltag til styring af risikoen for oversvømmelser i det udpegede risikoområde, så mulige negative følger for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomisk aktivitet reduceres når en ekstrem oversvømmelse forekommer.

Læs hele forslaget til Risikosyringsplanen 2021-2027 her

Miljøvurdering

Risikostyringsplanen vil i høringsperioden blive screenet efter reglerne i miljøvurderingsloven.

Vær opmærksom på, at alle svar løbende vil blive offentliggjort herunder. Læs mere om Randers kommunes behandling af persondata.

Borgermøde 

Der er online borgermøde om Forslag til Risikostyringsplan 2021-2027 torsdag den 3. juni 16:30-17:30.

På mødet vil Randers Kommune gennemgå planen og de analyser af risikoen for stormflod i Randers Fjord, som ligger til grund for planen. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål – både til den bagvedliggende analyse og til de indsatser, der præsenteres i handlingsplanen.

Tilgå online borgermøde her

Høringssvar

3 svar
- Blanketnummer: 14894

Vandmiljø Randers bemærkninger til Forslag til Risikostyringsplan 2021-2027

Generelt kunne vi godt tænke os at de infrastrukturanlæg, som spildevandssystemerne udgør, blev medtaget på et helt andet niveau og fik noget mere opmærksomhed i planen end tilfældet er. Risikostyringsplanen forholder sig noget forsimplet til VMR’s anlæg og planlægning, idet den blot nævner at spildevandssystemet håndteres i detailplanlægningen af de valgte tiltag i risikostyringsplanen. VMR’s del af infrastrukturen i forbindelse med de planlagte tiltag bør i højere grad tænkes ind i en samlet planlægning. Det er ikke tilstrækkeligt at håndtere spildevandssystemet i den enkelte detailfaser. Det er også svært af planen at se, hvorvidt kortlægningen af farer, risici og værdier medtager VMR’s del af infrastrukturen i betydede grad. Det er i hvert fald ikke fremhævet.

I en række områder vil der ifølge planen ikke blive udført højvandsbeskyttelse. I disse områder vil VMR’s anlæg blive udfordret (f.eks. ledningsanlæg, bygværker og pumpestationer, som kan oversvømmes – og i en vis udstrækning også renseanlæg) og den risiko bør planen forholde sig tydeligt til. I ifølge planen foreslår kommunen, at indsatsen i disse områder udgøres af en styrkelse af kommunikationsindsatsen omkring oversvømmelsesrisikoen til relevante borgerne om at understøtte, alle for mulighed for at iværksætte nødvendige tiltage til at beskytte egne værdier. Det er nok ikke helt tilstrækkeligt for VMR’s vedkommende.

Der er også områder som ikke er med i planen og derfor heller ikke er beskrevet tiltag for. Et eksempel er området ved CRA. Her er ikke der planlagt en højvandsbeskyttelse. Det antydes at der kan være mulighed et tiltag med højvandsbeskyttelse af Romaltparken i forbindelse med en fremtidig havneudvidelse i en senere fase. Romalt parken - delområde 8, har lav prioritet ifølge handlingsplanen. VMR mener at man for områder med centrale og meget vigtige dele af spildevandssystemet, bør have nogle opprioriterede konkrete beskyttelsestiltag med i planen.

    Vandmiljø Randers 8900 Randers C
    - Blanketnummer: 14893

    Kystdirektoratets udtalelse vedr. Forslag til risikostyringsplan 2021-2027

    Til Randers Kommune,

    Kystdirektoratet har modtaget forslag til risikostyringsplan for oversvømmelse fra Randers Kommune. Kystdirektoratet har gennemgået planen i forhold til om planen opfylder kravene jf. oversvømmelsesloven, LBK nr. 1085 af 22/09/2017 og BEK nr. 894 af 21/06/2016.

    Kystdirektoratet har nedenstående bemærkninger til forslaget til risikostyringsplanen.

    Planlægning af tiltag

    I risikostyringsplanen skal kommunen prioritere tiltagene for reduktion af risikoen samt beskrive prioriteringen, hvad der ligger til grund for prioriteringen.

    Det er ikke umiddelbart tydeligt for Kystdirektoratet hvor beskrivelsen af prioriteringen fremgår af risikostyringsplanen, og Kystdirektoratet anbefaler at dette tydeliggøres i den endelige plan.

    Koordinering med øvrig lovgivning

    En risikostyringsplan skal forholde sig til anden EU-lovgivning. Kystdirektoratet er ikke berørt myndighed ift. reglerne efter lov om vandplanlægning, miljøvurdering, habitatbekendtgørelsen m.v., men vi skal i høringen påse, om kommunerne har forholdt sig til anden EU-lovgivning ved udarbejdelsen af risikostyringsplanen.

    Vandrammedirektivet og lov om vandplanlægning

    I Handlingsplan, Risikostyringsplan 2. planperiode (2021-2027) fremgår det ikke, hvorvidt mål og indsatser i forslag til risikostyringsplanen er koordineret med lov om vandplanlægning. Umiddelbart fremgår det heller ikke andre steder i forslaget til risikostyringsplanen. Kystdirektoratet gør opmærksom på, at der i forbindelse med udarbejdelse af risikostyringsplaner skal tages relevante aspekter i betragtning såsom miljømål fastsat i regler udstedt med hjemmel i § 7, stk. 1, i lov om vandplanlægning.

    Screening for miljøvurdering

    Randers Kommune konkluderer, at planen ikke giver mulighed for større anlægsprojekter, der er omfattet af lovens bilag 1 og 2. Kystdirektoratet forstår det således, at planen dog giver mulighed for kystbeskyttelsesprojekter, bl.a. diger på Justesens Plæne, integreret højvandsbeskyttelse på Bolværksgrundej, men at disse ifølge kommunen ikke er større anlægsprojekter, der er omfattet af krav om miljøvurdering, og at der ikke er en ændring ift. 1. planperiode.

    Habitatbekendtgørelsen og habitatvurdering

    Det fremgår af Randers Kommunes forslag til risikostyringsplan, at projekter i planen, herunder etablering af diger, forhøjelse af eksisterende diger indenfor habitatområder samt i umiddelbar nærhed heraf, kræver sagsbehandling efter anden lovgivning, herunder udarbejdelse af væsentlighedsvurdering i henhold til habitatdirektivet. Kystdirektoratet gør opmærksom på, at man ikke kan udskyde stillingtagen til, hvorvidt en plan kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Det fremgår af bl.a. Habitatvejledningen, at planer og projekter skal underkastes en screening med henblik på at vurdere, om de kan påvirke et Natura 2000-områdes bevaringsmålsætninger væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Vurderingen skal også inddrage, om planen eller projektet i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-områdets integritet væsentligt. Det anbefales derfor at anføre nærmeste Natura 2000-område i den endelige plan samt overvejelser omkring mulig effekt og sammenhæng med relevante planer og projekter i og omkring kommunen.

      Kystdirektoratet 7620 Lemvig
      - Blanketnummer: 14847

      Høringssvar fra Museum Østjylland vedr. Risikostyringsplan 2021-2027

      Det er med stor bekymring, at vi på de fremsendte kort kan se, at Museum Østjyllands magasiner, der befinder sig i kælderen i Kulturhuset i Stemannsgade 2, er i stor risiko for at blive oversvømmet ved 100 års stormflodshændelse. Det vil ganske enkelt være katastrofalt for genstandene på magasinet og for museet, hvis denne uvurderlige kulturarv skulle blive ødelagt eller beskadiget. Det sidste vil tillige betyder store udgifter til konservering af genstandene.

      I forhold til in situ bevaring af fortidsminder, så kan der være risiko for erosion på de jordfaste fortidsminder i de brednære zoner specielt i forbindelse med strøm og bølger. Endvidere er der hensynet til fortidsminderne i forbindelse med de allerede planlagte og kommende tiltag, som kræver jordarbejde. Her vil vi minde om, at der kan være fortidsminder i jorden. De eventuelle fortidsminder er beskyttet af museumslovens § 27 og skal derfor arkæologisk undersøges og dokumenteres inden eventuelle anlægsarbejder.

      Så snart projektarealerne ligger fast bør Museum Østjylland kontaktes. Dermed kan der udarbejdes konkrete arkæologiske udtalelser, anbefalinger og/eller analyser til de enkelte projekter og arealer.'

      Hvis der under jordarbejdet findes spor af fortidsminder i form af arkæologiske genstande eller anlæg, skal der i henhold til Museumsloven § 27, stk. 2 ske standsning af anlægsarbejdet, i det omfang det berører fortidsmindet. Fortidsmindet skal straks anmeldes til Museum Østjylland (tlf.  8712 2600).

      Museet ser naturligvis også med bekymring på de ødelæggelser en evt. oversvømmelse af Randers midtby vil medføre. Her vil vi især henlede opmærksomheden på både fredede og bevaringsværdigehus og parker som f.eks. Sct. Mortens Kirke, Helligåndshuset, Niels Ebbensgaard og Tøjhuskvarteret og -haven. Ligesom f.eks. de nedre landsbyer, Tjærby, Vestrup og Albæk, herregårdene Støvringgård og Sødringgaarde og de fine landsbyer Mellerup og Udbyhøj vil være yderst udsat. Desuden skal fremnævnes de fredede landsbykirker samt kirkegårde (der kan forårsagede forurening ved en oversvømmelse), præstegårde og bygninger fra andelsbevægelsen som mejeriet i Ålum.

      Museet bakker derfor fuldt op om, at der så hurtigt som muligt etableres diger, der kan beskytte bymidten og kulturarven langs fjorden.

        Museum Østjylland 8900 Randers C