Pressemeddelelse
28. februar 2023
 
 
rf_header_press.jpg
 
 

Roskilde Festival føjer Kendrick Lamar til årets program

 
 
 
 

Den amerikanske superstjerne er et af 16 nye navne på årets Roskilde Festival, der i dag også kan offentliggøre Caroline Polachek, Weyes Blood og modtager af Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris Josefine Opsahl.

 
 
 
 

Roskilde Festival kan i dag løfte sløret for 16 nye navne til årets festivalprogram, inklusiv den indflydelsesrige amerikanske rapper Kendrick Lamar, der tidligere på måneden hentede karrierens 17. GRAMMY for årets bedste rapalbum med "Mr. Morale and the Big Steppers".


Dagens offentliggørelse tæller blandt andre også Caroline Polachek, der for få uger siden udgav det anmelderroste album "Desire, I Want to Turn Into You", samt Weyes Blood, Code Orange og afropoppens grandmother, Angélique Kidjo.
 

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:


"Denne offentliggørelse er rig på markante internationale stemmer, der på hver deres måde rækker ud efter mening, håb og forandring. Vores festival deler et særligt bånd med Kendrick Lamar og Angélique Kidjo, som strækker sig over årtier, og de leverer altid noget unikt til festivalen."


Kendrick Lamar optrådte senest på Roskilde Festival i 2015 med en koncert på Orange Scene, og den indflydelsesrige rapper nåede også at være booket til Roskilde Festival i både 2020 og i 2021.

Der bliver da også tale om et gensyn, som rigtig mange har ventet på - rapperen er nemlig en af de allermest ønskede navne til årets festival.


Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:


"Kendrick Lamar er sin generations største og mest indflydelsesrige rapper, og han beviser gang på gang, at han råder over en kunstnerisk integritet uden sidestykke. Den omsætter han til vilde liveoplevelser med både nærvær og ekstreme energiudladninger."


Lydportræt af festivalen
De seneste tilføjelser til festivalens kunst- og aktivismeprogram tæller modtager af Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris 2022 Josefine Opsahl, der sammen med billedkunstner og koreograf Jules Fischer præsenterer performanceværket "It doesn't look like anything to me".
 

Årets festivaldeltagere kan også opleve et lydportræt af selve Roskilde Festival, når kulturinstitutionen Resonerende Rum skaber lydinstallationen "The Sound of Every Day - Roskilde" i samarbejde med et kor bestående af en række af festivalens foreningsfrivillige.


Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:

"At blive engageret, inspireret og introduceret for nye fællesskaber gennem kunst og oplevelser er en indgroet del af det at være på Roskilde Festival. Hvor Jules Fischer og Josefine Opsahl skubber til normer, hylder Resonerende Rum det, der kendetegner vores festival: frivilligheden. Begge værker er skræddersyet til Roskilde Festival."


I dag føjes følgende 14 navne til Roskilde Festivals musikplakat:
 

Kendrick Lamar (US)

Angélique Kidjo (BJ)
Caroline Polachek (US)
Code Orange (US)
Weyes Blood (US)

Benny Jamz (DK)
Clarissa Connelly's Canon (DK)
Derya Yildrim & Grup Simsek (TUR)
First Hate (DK)
Fulu Miziki (CD)
Indigo De Souza (US)
Nora Brown (US)
Phelimuncasi (ZA)
Special Interest (US)
 

I dag føjes følgende to navne til Roskilde Festivals Art & Activism-program:


Jules Fischer & Josefine Opsahl (DK)
Resonerende Rum (DK)


Find præsentationer og yderligere information på roskilde-festival.dk.
 

Roskilde Festival 2023 finder sted fra den 24. juni - 1. juli.


Siden 1971 har Roskilde Festival samlet generationer af unge omkring musik, kunst og fællesskab. Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival genereret cirka 409 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation


E-mail: press@roskilde-festival.dk
Pressetelefon: +45 30 10 82 81

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 24. juni til 1. juli 2023.