Pressemeddelelse
1. maj 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Esbjerg Kommune gør klar til madaffald

 
 
 
 

Efter sommerferien skal de første husstande i Esbjerg Kommune begynde at sortere madaffald. Fra august bliver de første madspande kørt ud. Samtidig ændres tømningen af skraldespanden, fra hver uge til hver anden uge. Derfor skal husejere tage stilling til størrelsen af deres skraldespand.

 
 
 
 
 

Madaffald skal afleveres i en 140 L udendørs madspand. Restaffald skal fortsat i den almindelige skraldespand. Både madaffald og restaffald bliver tømt hver 2. uge. Nogle husstande kan få brug for en større skraldespand til restaffaldet. 

 
 
 
 

"Esbjerg Kommune vil passe på miljøet. Derfor skal alle snart sortere endnu mere affald fra til genbrug. Fra august skal de første begynde at sortere madaffald i en særskilt madspand. Det glæder mig, at vores madaffald snart bliver lavet om til biogas. Jeg har set frem til, at vi også udnytter ressourcerne i madaffaldet", fortæller udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

 

Husejere får en hilsen i e-boks

 

Du skal begynde at sortere madaffald, når Esbjerg Kommune har leveret en madspand ved din husstand. Madspanden bliver tømt hver anden uge. Samtidig med at du får madspanden, bliver tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald ændret, fra ugetømning til tømning hver anden uge. Så begge spande bliver tømt hver anden uge.
 

"Ændringen kan for nogen betyde, at de får brug for en større skraldespand til restaffaldet. Derfor sender vi den 8. maj et brev til alle berørte husejere i e-boks. Vi har brug for en tilbagemelding senest 1. juni, fra dem der ønsker at ændre størrelsen på deres skraldespand. Så kan vi nå at levere en større skraldespand i den samme uge, som vi kommer med madspanden.

 

Når man skal tage stilling til, om man har brug for en større spand til restaffald, vil det være naturligt at se på, hvor meget affald, man har i skraldespanden, når den bliver tømt. Her skal vi nok alle være opmærksomme på, at denne anderledes tid med corona-virus også kan påvirke vores affald. Mange af os er mere hjemme, spiser flere måltider sammen, og vi har måske fået andre madvaner. Så man skal nok have for øje, at mængden af affald måske er atypisk".

 

Over 35.000 madspande skal køres ud

 

Det er en større planlægning, når alle kommunens borgere skal have en ekstra spand til madaffald. Mere end 35.000 madspande skal bringes ud, og hertil kommer de skraldespande til restaffald, som eventuelt skal skiftes. Derfor sker omdelingen af spande også i to etaper.

 

"Vi starter i august og frem til december med at levere madspande til langt størstedelen af kommunen. Samtidig skifter vi skraldespande ved dem, der ønsker en anden størrelse.

I anden etape tager vi hånd om Esbjerg Midtby, Ribe Midtby og Mandø. Det sker i efteråret 2021, fordi de affaldsløsninger, de har i dag, vil blive anderledes fremadrettet. Borgerne i Ribe Midtby får dog mulighed for frivilligt at benytte sig af fem nedgravede affaldsstationer, som åbnes op for madaffald fra august 2020".

 

Fakta:

 

- Efter sommerferien starter de første husstande i Esbjerg Kommune med at sortere madaffald.
 

- Madaffald skal sorteres fra i en særskilt madspand. Hver husstand får en udendørs madspand på 140 L, en køkkenspand, poser til madaffaldet og information om sortering.
 

- Den enkelte husstand skal begynde at sortere madaffald fra, når Esbjerg Kommune har leveret den nye madspand. Madspanden tømmes hver anden uge. Når man får madspanden ændres tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald, fra ugetømning til tømning hver anden uge.
Alle berørte husejere modtager den 8. maj et brev i e-boks fra Esbjerg Kommune med information og vejledning omkring muligheden for at ændre størrelsen på skraldespanden til restaffald. Her er også information om, hvornår man kan forvente at få leveret den nye madspand.
 

- Andels- og boligforeninger er blevet kontaktet i efteråret 2019. Lejere skal ikke foretage sig noget. Udlejere har fået brev fra Esbjerg Kommune.
 

- Over 35.000 madspande skal bringes ud i to etaper. I første etape leveres spande fra august til december 2020. I anden etape, efteråret 2021, kommer der en affaldsløsning for Esbjerg Midtby, Ribe Midtby og Mandø. Borgerne i Ribe Midtby får dog mulighed for frivilligt at benytte sig af fem nedgravede affaldsstationer, som åbnes op for madaffald fra august 2020.
 

- Opkrævning for indsamling af madaffald sker gennem boligbidraget, som forventes at blive cirka 1.750 kr. pr. år inkl. moms i 2021. Med den mindste skraldespand til restaffald på 140 L vil den samlede pris være ca. 2.300 kr. pr. år.

 

Foto: Esbjerg Kommune

 
 
 
 
Kontaktinformation

Udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen,
telefonnr.: 40 12 24 12