Vejen til fossilfri energiforsyning

Verdo og Randers Kommune i kæmpe klimasatsning

I et nyt samarbejde med Randers Kommune vil Verdo sigte mod fossilfri og bæredygtig produktion af vand og varme inden 2030.

28-10-2022

I et nyt samarbejde med Randers Kommune vil Verdo sigte mod fossilfri og bæredygtig produktion af vand og varme inden 2030.

Der bliver tale om det hidtil mest omfattende klimapartnerskab for Verdo, når energikoncernen i næste uge formelt indgår en ny aftale om fremtidens grønne forsyning med Randers Kommune. Og potentialet er enormt lyder det fra Verdo’s direktør, Jakob Flyvbjerg Christensen:

”Det er en ambitiøs aftale, og det bliver ikke nemt at indfri så store mål, men vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Vi kommer til at sætte helt nye standarder for grøn energiforsyning, og jeg tror på, at aftalen vil være med til at flytte Randers helt frem i forreste linje i den grønne omstilling”, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Med klimapartnerskabet vil el- og varmepumper og lignende teknologier for vedvarende energi blive de primære energikilder i Randers. Verdo skal også fremme udnyttelsen af spildvarme fra lokale virksomheder, etablering af PtX-anlæg og udfasning af biomasse til varmeproduktion.

Desuden forpligter Verdo sig til at fremme skovrejsning og andre naturlige carbon capture-tiltag med fokus på beskyttelse af drikkevand og udvikling af rekreative områder.

Aftalen indeholder derudover en lang række andre punkter som energieffektivisering, grøn el, videndeling, m.v., og mens Verdo forpligter sig til at levere på de nævnte områder, forpligter Randers Kommune sig tilsvarende til at understøtte indsatsen ved sikre de nødvendige rammer og handleplaner.

Borgmester Torben Hansen (A) glæder sig over aftalen:

”Randers Kommune ønsker at gå forrest med en fælles indsats for klimaet. Med aftalen med Verdo tager vi nogle store grønne skridt på vejen til at realisere kommunens klimaplan 2050. Samtidig sikrer vi en helhedsorienteret udvikling af kommunen, hvor vi både passer på grundvandet og styrker naturen, samtidig med at vi understøtter udviklingen af de mange nye grønne teknologier. Det er jeg mildest talt begejstret for”, siger borgmester Torben Hansen.  

Klimapartnerskabsaftalen bliver underskrevet den 2. november i forbindelse med Randers Kommunes bæredygtighedskonference i Ridehuset.

Tilmelding til konferencen sker på: www.randers.dk/kob.

Kontakt

Tine Martlev Pallesen

Kommunikations- og marketingchef

Bjørn Olsen

Presseansvarlig

Seneste Verdo-nyheder