Nyhed

Samarbejde skaber nye forbindelser til naturen

foto af bro over å
Ruter og stier, udsigtspunkter og nytænkende støttepunkter i naturen. Der er mange muligheder for at skabe forbindelser til naturen - et samarbejde mellem Friluftsrådet og Arkitektforeningen vil vise arkitektur, der forbinder os til naturen, på Arkitekturens Dag 4. oktober.

I takt med stigende urbanisering er vores forbindelser til naturen for alvor kommet på dagsordenen. Flere søger ud i naturen, og den natur, der ligger i nærheden af større byer er nogle steder under pres fra de mange besøgende.

Det stigende behov for bedre adgang til naturen og bæredygtig brug af naturen er omdrejningspunktet for et samarbejde mellem Friluftsrådet og Arkitektforeningen, der på den årlige Arkitekturens Dag mandag 4. oktober sætter fokus på arkitektur, der forbinder os til naturen. 

- Gennem arkitekturen kan vi løse nogle af verdens allerstørste og mest presserende udfordringer. Hvad enten det handler om byudvikling med blik for fremtidens klimaforandringer eller om at skabe bedre betingelser for en mere mangfoldig biodiversitet. Og hvad enten de arkitektoniske greb bruges til at booste sundhed og bevægelse i det fri eller er afsæt for de mere stille og sansende naturoplevelser, siger Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen.

Friluftsrådet er glade for at der bliver sat fokus på mulighederne for at komme ud i naturen og at friluftslivet skal tænkes med i den fysiske planlægning: 

- Det er et super relevant tema for Arkitekturens Dag, for det er helt afgørende, at forbindelser til naturen tænkes med i den fysiske planlægning af vores byer og landet i det hele taget. Der skal være stier, ruter og faciliteter, der forbinder os til naturen, forbinder vores naturområder, og forbinder by og land. Derfor skal rekreative muligheder tænkes med når vi for eksempel klimasikrer vores byer og planlægger og udvikler, hvordan vi skal leve i vores land fremover, siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet. 

Vær med: vis nye forbindelser til naturen på Arkitekturens Dag
Arkitekturens Dag er en oplagt anledning til at vise og fejre gode eksempler på fysiske projekter, som hjælper os til at forbinde os med naturen.

Her inviteres kommuner, tegnestuer, kulturinstitutioner, foreninger, virksomheder og mange andre til at lave arrangementer, der viser, hvordan arkitekturen kan forbinde os til naturen.

Alle, der vil, har mulighed for at deltage i dagen som vært for et arrangement, der byder lokale borgere og andre interessenter velkommen

- Med årets tema om forbindelser til naturen vil vi sætte fokus på arkitektur, der skaber en fysisk forbindelse til naturen og styrker vores måde at bruge og opleve den på. Det er der stor efterspørgsel på. Samtidig sætter temaet en tyk streg under den tætte forbindelse mellem arkitektur og FNs 17 Verdensmål, bæredygtig udvikling og grøn omstilling, siger Lars Autrup.

 

Arkitekturens dag 2021 

Mandag den 4. oktober afholdes den årlige, verdensomspændende begivenhed med fokus på arkitekturens betydning. 

I 2021 er temaet Nye forbindelser til naturen.

Find inspirationskatalog med input fra otte kommuner samt en praktisk guide til arrangører på Arkitektforeningens hjemmeside www.arkitektforeningen.dk